Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky
308
2012
978-87-400-0098-6
I 2012 vandt Anne-Cathrine Riebnitzsky Bogforums debutantpris for “Den stjålne vej”. Nu hvor jeg har læst bogen tænker jeg, om der ikke er nogle flere priser hun kan få.
Khan, der er ingeniør, har fået til opgave at asfaltere vejen mellem Gereshk og Kandahar i det sydlige Afghanistan. Taleban mener at man går de vantros ærinde ved at lave vejen, og kidnapper Khan.
10-årige Javeed bor med sin far og sine søskende i et blikskur i Gereshk. En morgen hvor han flygter fra hjemmet fordi faren i endnu en opiumsrus er ved at smadre det hele, bliver han standset af politiet og bragt til stationen. Her bliver Javeed voldtaget. Skammen truer med at ødelægge ham, men en venlig talebankriger tager ham under sine vinger, og lærer ham at lægge vejsidebomber.
Malika er en moderne kvinde i et Afghanistan der ikke har plads til hendes slags. Hun er lærer og underviser lokale kvinder i at læse og skrive, når hendes og deres ægtefæller ikke er i nærheden. Hendes midaldrende mand, tager sig en ny hustru – en venindehustru – den 13-årige Sharifa.
Alle tre historier fortælles sideløbende, og alle tre historier bygger på virkelige personer og hændelser.
“Den stjålne vej” viser os et billede af et forfærdeligt Afghanistan, hvor ekstreme religiøse fundamentalister og korrupte embedsmænd sætter dagsordnen. Det er tre ganske forfærdelige historier der rulles op for læseren, og “Den stjålne vej” er ikke for sarte sjæle. Den er virkelig barsk nogle steder, men på intet tidspunkt er man i tvivl om forfatterens store kærlighed til Afghanistan og afghanerne. “Den stjålne vej” er ikke skrevet som et eller andet småracistisk manifest, men som et nødråb til verden over de forfærdelige forhold de fleste afghanere må leve under.
Riebnitzsky skriver blændende godt. Khaled Hosseini (“Drageløberen”, “Under en strålende sol” og “Og bjergene gav genlyd”) skriver også om Afghanistan med stor kærlighed og indlevelse. Riebnitzsky er fuldt på høje med Hosseini. Måske endda bedre.
