Den sorte safir 4: De Døde Bjerge af Cecilie Eken

Aramiel er gået fra asken til ilden. Knap har han skaffet Sif af vejen inden han står ansigt til ansigt med røverkongen Mugul. Men Aramiel har ikke nemt ved at komme af med sin egen dumdristighed, og han planlægger således at lede røvekongen i baghold – sammen med de øvrige røvere selvfølgelig.

Men heldigvis for Aramiel er det ikke sådan at slippe af med en völar. Sif har forvandlet sig og på den måde endnu en gang snydt døden. Og på vanligvis står hun nu lyslevende foran ham og udsteder ordrer som sædvanlig.

Takket være tiden ved völarerne klarer de to tapre børn sig gennem adskillige farer, for vejen til Safiren er lang og de røvere, der er lige i hælene på dem under hele jagten er på ingen måde den farligste forhindring på vejen til rigdom og berømmelse.
De må via stejle klipper omkranset af en uendelig kløft, giftige enge med vammelt kryb, sletter med salt, sol og ingen vand, og inden de krydser broen springer to kæmpe hunde ud af en klippehule. Det tegner på ingen måde godt for de to vovehalse.

Claus Rye Schierbeck har igen beriget Cecilie Ekens ord, så værket samlet fremstår som en lille perle i den efterhånden uendelige række af fantasibøger for børn. Men det er andet end “bare” Claus’ smukke, dirrende og stemningsfyldte billeder, der gør “Den Sorte Safir” til et anbefalelsesværdigt hele.

I hele serien er der kun ét overbevisende fantasy-træk, nemlig völararnes evne til at skifte ham. Dette er på ingen måde en brist, snarere en kæmpe force, for det gør det langt nemmere for ungerne at identificere sig men de to unge helte og leve sig ind i deres eventyrlige færd.

Lån bogen på bibliotek.dk