624
2010
978-87-11-43351-5
FAB - An intimate life of Paul McCartney
Fra den store familie og arbejderklassebaggrunden i Liverpool til The Beatles, international stjernestatus og senere hans egen solokarriere, følger vi McCartney gennem det meste af hans voksenliv.
Centralt i bogen står selvfølgelig kærligheden til musikken, venskabet med John Lennon og tiden med The Beatles.
Bruddet mellem Beatlesdrengene og det juridiske slagsmål der fulgte er nøje beskrevet, ligeledes
konflikterne med Yoko Ono, især efter Lennons død, og ægteskabet med Linda Eastman, deres harmoniske familieliv, kamp for vegetarianisme og dyrevelfærd, frem til Lindas tragiske død af kræft, på deres ranch i Arizona.
Vi får også det skandaleombruste ægteskab og skilsmissen fra Heather Mills med – hvor Paul under de afsluttende retssager udtalte “hvis du går gennem et helvede, så bliv ved med at gå.”
Der tegnes et portræt af en målrettet, lidt emsig, sentimental og gavmild person, som har prioriteret sin familie meget højt gennem hele sit liv.
Han har skrevet flere klassiske værker, bl.a. Liverpool Oratorio, selvom han aldrig har gidet lære noder, og beskæftiget sig intensivt med en bred vifte af musikgenrer og velgørende formål.
Et af de vigtigste kritikpunkter der fremsættes om McCartneys arbejde, er at mange af hans filmproduktioner og soloalbum halter lidt bagefter kvalitetsmæssigt – han manglede en jævnbyrdig som Lennon, som kunne tage bladet fra munden og få ham til at yde de “sidste 15 %”.
Dels fordi hans massive berømmelse gjorde det svært for hans ansatte at sige ham imod (og fordi han ikke altid følte de var berettigede til at kritisere ham).
Centralt står den kærlighed mange føler til den musikarv The Beatles og Paul McCartney selv har tilført den moderne popkultur.
Forfatteren Howard Sounes har – efter eget udsagn – forsøgt at skabe et nuanceret portræt af musikmennesket og manden Sir Paul McCartney. Det lykkes tilsyneladende meget godt, og selvom man ikke er “megafan”, er bogen faktisk interessant at læse.