Den hemmelige tale af Tom Rob Smith
464
2009
978-87-11-43672-1
The secret speech
464 sider læst på to dage. Personlig rekord. Den her er bare FED!
Tom Rob Smiths opfølger til Rusland krimien ”Barn nr. 44” er hæsblæsende spændende. Det starter ud i 1956, Stalin er død og Krustjtjov varsler nye tider. Hans ’20 tale’, holdt for en håndplukket inderkreds af kommunistpartiets ypperste, bliver trykt og sendt til udvalgte borgere. Talen kritiserer åbent Stalins regime. Samtidig løslades de horder af systemfjender der sidder uskyldigt fængslede i Gulaglejrene. Og midt i det hele finder vi Leo, hovedpersonen fra den første bog, som med en fortid som MGB agent, bliver et højtprioriteret mål for alle dem han har arresteret. Dem er der rigtigt mange af, og de vil have hævn.
Plottet er fermt baseret på de voldsomme dønninger som den hemmelige tale afstedkom.
Der er lagt op til handlingsmættet tjubang på højt niveau, i en grad hvor Hollywood har problemer med at følge med. Man ryster ind imellem på hovedet, men er samtidig alt for fanget af en afsindigt spændende historie. Personerne er helstøbte. Min favorit er den dekadente chef for Gulag, der på sine gamle dage har mistet sin realitetssans, og hilser nye fanger velkommen, som var de længe savnede familiemedlemmer. Helvede bryder løs da Krusjtjovs hemmelige tale falder i hænderne på denne mand. Situationen i lejren er mildest talt sprængfarlig. Det bygges afsindigt godt op af forfatteren.
De umenneskelige forbrydelser der foregik under USSR belyses på ny. Blandt andet i beretningen om en sejlads med fanger til Gulag. Der er en rå og kynisk omgang, absolut ikke bogens mest hyggelige passage, men forbandet spændende. Selvfølgelig er Leo ombord, og han har det ikke nemt.
Sammenlignet med forgængeren har ”Den hemmelige tale” ikke i samme grad elementer af information om USSR. Det, der er, opleves til gengæld som rene ‘aha-oplevelser’. Er man ikke historiker får man udvidet sin horisont. At de historiske fakta ikke opleves som belærende fakta, men bruges til at skabe en anderledes historie, opleves som et stort plus. Sideløbende med historien om hævnerne, der vil have ram på Leo, serveres den russiske mafias oprindelseshistorie. Det er eminent at man både kan fængsle og oplyse, – i ordets mest positive betydning.
Ypperligt. Mesterligt. Eneste ønske er at Smith næste gang vil skrue bare en smule ned for blusset i de mest dramatiske passager.
