350
2006
87-11-29861-8, 978-87-11-29861-9
Findes der noget så ufortælleligt som Rosenørns Allé? Her ligger de tunge institutioner med mængder af ansatte og studerende, men alle rummer de liv, der udfolder sig bagved og ikke indgår som en del af gaden. Metrostationens tilkomst har kun cementeret tomheden, for herfra går bevægelsen i hast væk fra alléstrækningen, som ville fraværet af liv smitte, hvis man opholdt sig der for længe.
Men pludselig får vi i Hans Schmidt Petersens “Den gode amerikaner” et indblik i de mange former for væren, der udspiller sig omkring dette hjørne af byen. Ikke de organiserede udfoldelser i institutionernes huse, men de mennesker, der bor og lever ved siden af dem. Hver for sig ensomme eksistenser, der i deres drømme forbinder til hinanden på tværs af bygninger, busser og kiosker. Alene de første sider af “Den gode amerikaner” er hele bogen værd.
For de rummer kimen til forståelsen af mennesket, dets sårbarhed og dets farlighed allerede i den tidlige morgen, hvor dagens bølgende varme endnu knapt har fået rodfæste. Dette er vor egen tids aftager af Dostojevskijs “Idioten”, hvor den ene katalysator bliver tændsatsen til det brændbare stof, som menneskene i deres indbyrdes liv er gjort af, og som meget bogstaveligt får asfalten til at bryde ulmende op. Den allé bliver aldrig den samme igen efter endt læsning.
Lad dette være en advarsel: det er umuligt at lægge “Den gode amerikaner” bag sig igen. Vær forberedt på søvnløse nætter efter at have slugt den uden øje for alt det andet, man havde planlagt at gøre i liv. Hans Schmidt Petersen evner den fuldstændig hudløse udlevering af magtrelationer, længsel og ikke mindst kærlighed, som er menneskelivet. Bogen er en gave til os som læsere.
Alt dette til overskud givet gennem en spændingshistorie, og hvor en af de mest sejlivede klichéer i forlagsbranchen er genrer, er “Den gode amerikaner” beviset på klichéers ubrugelighed. Her har vi det hele – samtidskritikken og krimien og meget, meget mere, som det endegyldige bevis på, at litteratur, når den er bedst, skaber nye verdener, paralleluniverser, der med deres helt egne liv lægger alen til os som mennesker.
Hvorfor vi herefterdags ikke kan lade være med at standse op på Rosenørns Allé og fornemme varmen fra flammehavet under asfalten.