Den fremmede af Albert Camus

Læsningen af denne roman forårsager, at man kommer til at sidde uroligt i stolen, og må læse videre, for at finde ud af om hovedpersonen, Mersault, virkelig er så høflig og køligt logisk, som han lader til.

Bogen er skrevet med jeg-fortæller. Det Mersault beskriver, kommer til at fremstå som sandheden om ham, fordi man befinder sig inde i hans tanker. Der er lidt bageopskrift over hans beskrivelser: lidt af den følelse og lidt af den handling observeres, og forårsager ikke de store følelser.

I romanens start er moren lige død, og Mersault skal til begravelsen. Han skal våge om natten hos sin mors kiste, sammen med nogle ældre mennesker fra plejehjemmet, og det er en slæbende lang forestilling for Mersault. Han er egentlig ikke ligegyldig, for han påvirkes af de andres forskellige små handlinger i løbet af natten, men han ænser umiddelbart ikke, at det er hans mor der er død.

Et par dage efter moderens begravelse møder han en kvinde, som efterhånden bliver hans kæreste. De har en dejlig tid sammen ved en badestrand, og et stykke tid efter foreslår Marie at de skal gifte sig: ”Jeg svarede at det var mig ligegyldigt, men vi kunne gøre det, hvis hun ville. Hun ville så vide, om jeg elskede hende. Jeg svarede, som jeg allerede en gang havde gjort, at det ikke betød noget, men at jeg vistnok ikke elskede hende. […] Hun ville bare gerne vide, om jeg havde sagt ja til det samme forslag, hvis det var kommet fra anden kvinde, som jeg havde haft det med som med hende. Jeg sagde: ”Naturligvis”.”

Udtrykket ”det betyder ikke noget” bliver hans skæbne. Problemet for ham er netop, at der ikke er noget der betyder noget for ham, og derfor kæmper han ikke for sandheden om sig selv, da han får brug for det.

Lån bogen hos Bibliotek.dk