Den flammende verden af Siri Hustvedt

Harriet Burden er en installationskunstner fra New York. Med sin første mand, galleristen Felix Lord, fik hun børnene Maisie og Ethan. Efter Lord’s død finder hun en ny partner i digteren Bruno Kleinfeldt, som hun har et stormfuldt kærlighedsforhold til. Man får indblik i de senere år af Harriets liv, frem til hun dør af kræft i 2004 som godt 60årig.

Formmæssigt er bogen bygget op som en antologi med bidrag fra Harriets dagbøger, fra hendes børn, kæreste, veninder, samarbejdspartnere, journalister, kunstkritikere m.fl. Omdrejningspunktet er et “maskeprojekt”, som Harriet Burden udvikler sammen med tre mandlige kunstnere. På skift lader hun de tre kunstnere udstille hendes værker som deres egne. Formålet er at undersøge, om kunsten vurderes anderledes, når den udstilles af mænd! Hendes formodning er, at værkerne vil få en bedre modtagelse alene af denne grund. Et stort noteapparat især under dagbogsteksterne giver indblik i den belæste Harriet Burdens teorier om køn, kunst og perception – via referencer til kunst-, filosofi- og videnskabshistorien.

Harriet glæder sig til at komme med den endegyldige afsløring af, at hun har narret kunstverdenen. Det viser sig dog umuligt, da den tredje kunstner i rækken (Rune) snyder alle. Han hævder, at værkerne er hans egne, og anmelderne tror på ham, ikke på Harriet. Således ender projektet tragisk. Da Harry dør, er hun en desillusioneret kvinde, der ikke har fået den offentlige anerkendelse, hun havde tragtet efter. Samtidig er vi dog kommet tæt på et menneske fuldt af kreativitet og refleksion – en kvinde, som udlever sin længsel og formår at være mor også for samfundets skæve eksistenser, som finder rum i hendes kunstnerkollektiv. Det virker forkert, at kalde hendes liv for en tragedie!

Portrættet af Harriet Burden bliver aldrig entydigt, da bogen består af et stort antal subjektive indlæg. Alligevel (eller netop derfor) er det muligt at uddrage sin egen individuelle forståelse af “Harry” (Harriet) – og at udvikle sympati for hendes spraglede personlighed. Skønt personerne virker autentiske – elskelige, forfærdelige og skrupskøre! – tog det tid, før bogen fik tag i mig. Jeg følte mig fremmedgjort overfor både form og indhold. Noterne sinker læsningen og tvinger til refleksion, hvilket nok er tilsigtet – men i forhold til læseoplevelsen trækker det ned. For dem, som ønsker et 440-siders refleksionsrum om kunst og kvindeliv, kan bogen anbefales. Siri Hustved har skabt et alsidigt, begavet og nuanceret portræt. Et intellektuelt patchworktæppe om en flammende verden.