Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Smuk i al sin smerte – det er den umiddelbare følelse, jeg står tilbage med efter at have slugt Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille”.

Bogen lader sig svært referere, da det er en hel barndom, ungdom og voksenalder, der befolker siderne i bogen. Der er kælet for detaljerne med en gedigen indbinding, et flot smudsomslag med prægede guldbogstaver,  og det røde stofbogmærke leder tanken hen på Leonora Christina Skovs smukke røde læber og sko – et af hendes kendetegn. Det er en bog, jeg er stolt af stille på min bogreol.

Bogen er baseret på dagbøger og notater, som forfatteren har samlet gennem livet, og historien har ligget som et ulmende bål gennem hendes forfatterskab. Da Leonoras mor døde af en kræftsygdom (som hun mente, datteren var skyld i) blev energien til at skrive bogen frigivet, og selvom Leonora har haft store betænkeligheder ved at skrive den, mens hendes far er i live, har det været nødvendigt for hende at få bogen udgivet.

Leonora er født Christina Skov i 1976 og voksede op i Helsinge i et almindeligt parcelhus. Forældrene gjorde en dyd ud af, alt var pænt og rent, og at Christina lærte at opføre sig ordentligt, så de kunne være hende bekendt.

Bogen er en autobiografi over Christinas liv og hendes barske opvækst. For selvom alting udadtil så fint ud, så var hun ensom og undertrykt med en dominerende mor og en far, der ikke kunne rumme både sin kone og sin datter og som valgte at støtte sin kone fuldt ud – så de var altid to mod en i hjemmet – moderen og faderen mod Christina. Hun følte sig aldrig værdsat eller elsket at forældrene og hun skulle stå til regnskab over for alt, hvad hun gjorde.

Christina lærer at begå sig i det dysfunktionelle landskab ved at være lydig og dygtig og gennem hele barndommen og ungdommen skriver hun dagbog, – skriveriet bliver hendes ”helle”.

Det er smerteligt at læse, hvad den lille pige går igennem. Kun en enkelt skolelærer fornemmer, at der er noget galt, men kommunen slår det hen. Pigen er jo ren og pæn, hun klarer sig godt i skolen og forældrene er pæne mennesker.

Christina ved tidligt, at hun må hjemmefra for at overleve, og som 19-årig flytter hun til København for at studere. Da hun fortæller sine forældre, at hun er lesbisk ønsker de ikke have mere at gøre med hende, og hun må omdefinere sig selv og sit liv – og det gør hun blandt andet ved at skifte navn til Leonora.

Resten af “handlingen” vil jeg ikke afsløre, men det er en modig, smuk og vidunderlig bog. Den er på ingen måde  klynkende, fordømmende eller dæmonisk, men let, overvældende og til tider poetisk i sin fremstilling af hendes opvækst. Det er stærke kræfter, der har holdt hendes sjæl og krop i live, mange andre ville være gået til grunde i en eller anden form for misbrug.

Kære Leonora Christina Skov. Tak for dit store mod til at skrive denne bog. Jeg håber, din sjæl er blevet tusinde tons lettere og at livet vil være den dans på roser, du har til gode. Hatten af for dig og dine røde læber og sko.

Lån bogen på bibliotek.dk