Den anden af Harriet Lane

”Det er hende. Det er jeg næsten sikker på.” – sådan starter bogen, da Nina får øje på Emma, som hun ikke har set i mange år. ”Fornemmelsen af at se hende der, lige foran mig, efter al den tid, er overvældende stærk – nærmest panisk, eller lidenskabelig.”

Nina og Emma er nogenlunde jævnaldrende, men hver sit sted i livet. Nina har en 17 år gammel datter, en karriere som kunstner og et privilegeret liv – dog er der nogle gnidninger i forholdet til hendes forældre, som hun har et noget anstrengt forhold til. Emma er hjemmegående, karrieren er sat på standby, hun passer huset og de to små børn, mens dagene flyder sammen og hun tager sig i at misunde manden, når han tager på job. Pengene er små, og der er ikke råd til de nødvendige reparationer i huset.

Kapitlerne i bogen følger på skift Nina og Emma, og man får den samme historie, set med de to kvinders øjne.

Nina finder på udspekulerede måder at nærme sig Emma – tilsyneladende venlig og hjælpsom, men som læser ved man, at hun har en bagtanke. Emma er glad for sin nye veninde, der formår at skabe en fortrolig stemning og give Emma lidt opmærksomhed, som hun savner. Nina tilbyder at passe børnene, og inviterer Emma og hendes familie til at bruge familiens sommerhus.

Nina har noget i sin erindring, der skal hævnes. Spændingen ligger i, at læseren ikke ved, hvad det er Nina mener, Emma har gjort, eller hvor langt Nina vil gå for at skræmme eller måske ligefrem skade Emma eller hendes børn. Forfatteren formår at skabe en stemning af uhygge, ubehag og utryghed omkring Nina, men på en raffineret måde, hvor Nina opfører sig kattevenligt, som en rigtig god veninde, og på den måde kommer tæt ind på Emma, ind i hendes hjem, ind til hendes børn. Der, hvor hun rigtigt kan ramme Emma. Det er en psykologisk thriller, som fastholder læseren til sidste sides dramatiske afslutning – hvor man selv må gætte sig til resten… den er svær at slippe, før sidste side er læst.

De to kvinder er beskrevet virkelighedstro, skarpt og detaljeret, så man ser dem for sig. Bogen er generelt utroligt velskrevet: stemninger, personer og steder beskrives på en måde, så man fornemmer det hele klart og tydeligt. F.eks. her, hos Emma, mens børnene sover middagslur: ”Så lukker jeg forsigtigt dørene og står et øjeblik alene på reposen, lytter til radiatorens klikken og der på regnen, der strømmer ned ad vinduesruden, kigger ud på bagsiden af de tomme huse, murstensflader dækket af lange forvredne stængler af snerle og vildtvoksende bambuskrat. Den bleggrå himmel farer forbi. Huset fyldes af den særlige stemning, der følger med fredeligt sovende børn – en dyb bedøvende stilhed, som lister sig ned ad trappen og snor sig om bordbenene.”

Lån bogen på biblioteket