De uværdige af Roy Jacobsen

Norge er besat af Tyskland, men dagligdagen er ikke ændret meget for de tre venner Carl, Roar og Olav. På trods af tonen af den faste tro på, at ingen nogensinde bliver til noget fra alle, formår de tre at svindle sig gennem besættelsestiden og i perioder kommer deres familiers primære indtægt fra dem.
De er flankeret af fædre, der ikke er til stede og mødre, der ikke spørger om noget. Søstre, der skiftevis forguder og foragter dem. Alt i alt vel nok meget almindelige opvækstvilkår for fattige drenge på den tid i Oslo.

Forventningen til dem bliver sat allerede på side 7:
“Nu stirrede hun på broderen med en blanding af foragt og beundring, et godt tegn, afgjorde Carl – okay, hun forstod ham ikke, men havde i det mindste ikke opgivet håbet om, at også han kunne blive til noget, gadens mest hårdnakkede slagord, og også børnenes: Du bliver sgu aldrig til noget. Lærer til elev, forældre til unger, halvvoksne knægte til yngre knægte, små drenge og piger til endnu yngre drenge og piger.
Du bliver aldrig til noget.
Hvis der var et kvarter, hvor ingen nogensinde blev til noget, så var det dette her.”

Men Carl og hans venner er nogle modige drenge, med mange idéer til, hvordan man tjener penge. De har meget lidt tilovers for deres forældre, og i det hele taget er der tale om en gruppe børn, der i stort omfang må klare sig selv – og lykkes med det. Alt imens de lærer at tage ansvar for deres mindre søskende og også hen ad vejen erfarer, at deres fædre måske også var mennesker med flere facetter end dem, de som børn og unge mennesker fik øje på.

De uværdige er en lettilgængelig roman. Den har en behagelig rytme, et ikke så omfangsrigt persongalleri og fine personbeskrivelser. Jeg har ikke selv levet under besættelsen, men har indtryk af, at bogens beskrivelser er rimeligt troværdige, og bogen er bestemt værd at læse.

Lån bogen på biblioteket