De skæbneløse af Imre Kertész

Vi har alle set de sort/hvide klip fra koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. Og vi aner nogenlunde de umenneskelige vilkår fangerne fra og med dette afgørende tidspunkt skulle leve og dø under. Men ikke helt vel? Vi ved ikke så meget om, hvordan den enkelte egentlig oplevede det. Hvad tænkte de og hvor meget måtte de selv gætte sig til. Vidste de overhovedet selv, hvad der skulle ske? I denne bog følger vi en 15-årig jødisk dreng fra Budapest, fra den dag han siger farvel til sin far, der skal på “tvangsarbejde” i Tyskland. Vi ser hvor tilfældigt det synes, at han selv bliver sendt til Auschwitz med sine venner for at “arbejde”, hvilket han på det tidspunkt næsten glæder sig til. Vi følger hans ophold i forskellige lejre, og endelig hvordan det er, da han kommer tilbage til Budapest efter befrielsen, hvor meget han i erfaring er milevidt fra alle de, der blev tilbage.

Der er ingen tvivl om, at denne dreng løb ind i noget held undervejs, så vidt man kan sige at overlevelse er en værdi i sig selv. Og dette held giver alle os andre chancen for at opleve hvordan mennesket, i hvert fald unge uformede sjæle, kan vænne sig til næsten hvad som helst. Han sætter ikke engang spørgsmålstegn ved, at andre betragter ham som en underlegen race. Han vil på det tidspunkt bare gerne være en god fange. Stærk og udvalgt. I koncentrationslejre kan man også være noget særligt i forhold til andre.

Min anbefaling kan kun være: Læs den bog, for den fortæller ikke bare (mellem linierne) om holocausts råhed, men også noget almengyldigt om mennesket som indretning. Uden sovs og sentimentalitet. Kun med den bare menneskelige overlevelses råhed!

Lån bogen på bibliotek.dk