119
1999
87-7704-591-2
”De levende døde” er historien om Miriam på 11 år. Miriam er tilsyneladende en helt almindelig pige der har sommerferie som alle andre. Denne vælger hun selvfølgelig at holde sammen med sin bedste veninde Pernille. Sommeren går og man hører om deres hyggelige pigestunder. Men noget går galt. Pernille får besøg af sin kusine fra Tyskland og fra da af er alt i forandring. Da kusinen bider efter Miriams håndled flygter Miriam hjem og fortæller forpustet sin mor hvad hun har oplevet. Moderen beroliger hende og kalder det varmen, men Miriam får hurtigt sine bange anelser bekræftet om sammenhængen mellem den mærkelige opførsel og forsøget på bid. Hun flygter hjemmefra ud i skoven hvor skovfogeden, Skov Johan, finder hende. Sammen står de nu alene mod alle andre i deres kamp for overlevelse…
Bogen er godt bygget op. Det hele ser ud til at blive en normal sommer. Men spor bliver lagt ud og man begynder at sanse uroen. Historien er fortalt i jeg-form og gør derfor at man lever sig godt ind i Miriams situation. Historien er fuld af intensitet og nervepirrende konfrontationer. Derfor bliver man også hurtigt skuffet da historien slutter meget brat og overlader slutningen på det spændende drama til ens fantasi.
Hvad der mangler er det sidste kick der siger “jeg vil have mere, mere”.
Bogen er let at læse og til at overkomme.