241
2019
978-87-93758-85-8
1. udgave, 1. oplag
Jeg kender ”De hjerneløses Kirkegård” i Nykøbing Sjælland særdeles godt og også området, hvor det gamle Statshospital og Sikringen lå. Derfor var det med stor nysgerrighed jeg kastede mig over Thorstein Thomsens historie ”De hjerneløse”. Jeg havde glædet mig til, at høre, hvordan han befolkede dette meget spændende stykke Danmarkshistorie og også gruet lidt for, om jeg kunne tåle at høre om de hjerneløse.
Bogen er i et handy hæfteformat med et smukt gråblåt omslag i en luksuriøs udformning med et glat flapcover. En rigtig lækker lille sag. Så forventningerne var store.
Historien foregår i 1949, hvor man stadig brugte betegnelsen sindssygehospital, og hvor de syge, der befolkede hospitalet arbejdede for føden og nogle gange boede livslangt på hospitalet. Det var den gang, hvor overlægens ord var lov, og hvor de ansatte ikke turde betvivle lægens magt. Alle tiders kulisse for en god roman.
Plejeren Flemming har en sidebeskæftigelse på hospitalet: han opererer hjerner ud på de patienter, der dør, og opbevarer dem i syltetøjsglas til brug for fremtidig forskning. Overlægens kone Astrid keder sig med sin lægemand og de fine fruer, som hun omgås – og en dag indleder hun et farligt og spændende forhold med Flemming, og så får Flemming travlt med noget helt andet i kapellet end at operere hjerner ud.
Jeg fandt historien for overfladisk i sin fortælling af livet på sindssygehospitalet. Vi får en historie her og en historie der, men rigtig levende bliver stedet, patienterne og de ansatte ikke. Og visionen og arbejdet med at få hjernerne ud af de døde patienter bliver kun berørt perifert. Thorstein Thomsens historie kunne have klaret sig fint helt uden den pirrende titel – eller måske hentyder forfatteren til at lægefruen og plejeren er hjerneløs, fordi de indleder et så farligt forhold. Forholdet får da også følger – og det var ikke velset i 1949.
Bogen savner dybde og jeg blev ikke grebet af historien, men når det er sagt lover bagsiden heller ikke andet end en kærlighedshistorie. Måske en anden læser med trang til kærlighedsromaner vil finde bogen interessant med lægefruens utroskab og Flemmings dobbeltspil med to kvinder. Selv følte jeg mig snydt for en ”sindssyg” masse gode historier, der kunne have givet bogen tyngde.
Thorstein Thomsens oldefar har været indlagt på sindssygehospitalet og har givet afsæt for forfatterens interesse i stedet.