De der søger af Stephen King

I 1978 vågner den aldrende forfatter John Rothstein forvirret op midt om natten, blot for at opdage at hans hjem er blevet invaderet af tre indbrudstyve. De er ikke blot ude efter penge, men også efter de mange uudgivne sider Rothstein har gemt i sit pengeskab. Indbruddet ender skidt, og hovedmanden Morris Bellamy får kort efter det indvendige af en fængselscelle at se.

Godt 30 år senere finder drengen Pete Saubers en begravet kuffert fyldt med penge og nogle gamle notesbøger. Hjemme går det skidt. Krisen har efterladt faren arbejdsløs, og en ulykke har gjort ham delvist invalid, så familien nu må klare sig på morens lærerløn. Det har ført til bitre skænderier, og både Pete og lillesøsteren Tina er begyndte at frygte skilsmisse-ordet. Så for Pete er der ikke meget tvivl om, hvad han skal gøre med kuffertens indhold. Forældrene skal have pengene, men uden at få at vide hvor de kommer fra.

Også for den forhenværende politimand Bill Hodges er tiden gået. Han har startet sit eget firma sammen med Holly, som han mødte i forbindelse med sagen om Brady Hartsley, og bortset fra savnet af Janey er livet godt.

Men i mellemtiden nærmer Morris Bellamy sig en mulig prøveløsladelse. Det eneste, der har holdt ham oppe gennem årene i fængslet, er hans viden om, at kuffertens indhold venter på ham, når han engang kommer ud. Og han vil gøre hvad som helst, for at få opfyldt den drøm.

Normalt er jeg kæmpe-fan af Stephen King, og selvom jeg ikke blev slået omkuld af ‘Mercedesmanden’, der blev markedsført som Kings første kriminalroman, så var jeg dog godt underholdt undervejs. ‘De der søger’ var jeg derimod lige ved at lægge fra mig.

Dels var den ualmindelig lang tid om at komme i gang. Jo, godt nok starter vi lige på og hårdt med indbruddet hos Rothstein, men så går historien nærmest i tomgang de næste 150 sider. Vi hører om familieproblemer hos Pete, om hvordan Morris fængselsophold forløber osv., men det føles lidt ligegyldigt. Måske fordi personerne ikke står så levende, som King normalt kan skrive. Først da Bill Hodges træder ind i fortællingen side 175 begynder det at løsne lidt.

Min anden anke er, at jeg ganske enkelt ikke synes, at plottet er særligt interessant. Der er ingen overraskelser undervejs. Vi ved allerede i samme øjeblik, som Pete finder kufferten, at på et tidspunkt får han Bellamy i hælene. Og måden det sker på, er ikke engang særligt opfindsom.

Måske er det fordi, jeg har læst for meget Stephen King, at ‘De der søger’ føles som noget, der er skrevet med venstre hånd. Den virker simpelthen uinspireret. Og den lille sidehistorie hvor Hodges besøger Brady Hartsfield, som stadigvæk er indlagt med hjerneskade. Ja, den er så åbenlyst bare et påskud for at føre læseren videre til bog tre, hvor mit gæt er, at Hartsfield vender tilbage – og denne gang nok med psykokinetiske evner.

For mig var ‘De der søger’ noget skuffende, omend et par scener i slutningen når Kings sædvanlige standard. Jeg håber, at King vender stærkt tilbage i sidste bind med den engelske titel ‘End of Watch’.

Lån bogen på Bibliotek.dk