185
2017
978-87-638-4905-0
Charlie and the Chocolate Factory
1.udgave med illustrationer af Mortensen, men 5.udgave af bogen.
Hvad er en Oompa-Loompa og hvad sker der, når en stor chokoladefabrik, som den Willy Wonka ejer, får besøg af fem børn og deres slægtninge?
Roald Dahl fortæller her historien om Charlie Bucket, som bor med sin familie i et ganske lille hus i nærheden af en chokoladefabrik, der ejes af Willy Wonka. Hans familie består af både forældre og bedsteforældre og de bor alle sammen i husets to rum og pladsen er ikke det eneste, der er mangel på i dette hus. De har ikke mange penge og må ofte sulte, men en enkelt gang om året sker der noget helt specielt i Charlies liv. Hvert år på hans fødselsdag får han en chokoladebar fra Willy Wonkas fabrik og dette år er ganske anderledes. Wonka har nemlig udskrevet en konkurrence om at komme ind på hans fabrik og man kan vinde ved at finde en guldbillet i en chokoladebar. I løbet af nul komma fem er der kun én billet tilbage, der endnu ikke er fundet og da Charlie finder en tyver på gaden, styrter han hen til den nærmeste butik. Den første chokoladebar har ingen gevinst, men der er stadig penge tilbage og stadig flere chokoladebarer i butikken:
””Jeg tror,” hviskede han, ”jeg tror…jeg tager bare en til af de dér chokoladebarer. Samme slags som før, tak.”
”Ja, hvorfor ikke?” sagde den fede mand, rakte bagud igen og lagde endnu en Nougatastisk Chokoladekræs på disken.
Charlie greb den og flåede papiret af… og pludselig… under papiret… kom der et funklende glimt af guld.
Charlies hjerte holdt op med at slå.
”Guldbilletten!” skreg manden og sprang en meter op i vejret. ”Du har fået en guldbillet! Du har fundet den sidste guldbillet! Du allergodeste! Kom og se, alle sammen! Knægten her har fundet Wonkas sidste guldbillet! Den er her! Det er ikke til at tro!””
Og det er ikke kun Charlie, som får lov at komme ind på fabrikken fra familien Bucket. Hans farfar Joe tager med ham og de andre børn medbringer deres forældre. De andre børn er Augustus Gloop, som spiser alt for meget, Veruca Salt, der får alt, hvad hun peget på, Violet Beauregarde, der tygger alt for meget tyggegummi og Mike Teavee, der ser så meget TV som hans forældre tillader ham. Men chokoladefabrikken er ikke helt almindelig og Wonka har været så bange for at konkurrenter ville tage hans idéer, til at han ikke har haft åbnet for offentligheden i mange år. Besøget inkluderer blandt andet en rundvisning af chokoladefabrikken og her ser de Oompa-Loompaer, som er en slags små mænd og en hel chokoladeflod, som man kan sejle på.
”En damptåge steg nu op fra den store, varme chokoladeflod, og ud af tågen dukkede pludselig en helt fantastisk, lyserød båd. Det var en stor, åben robåd med høj for- og agterstavn (som et gammelt vikingeskib), og den var så skinnende, funklende og glitrende lyserød, at alt så ud, som om det var lavet af klart, lyserødt glas. På hver side stak en masse årer ud, og som båden nærmede sig, kunne gruppen på bredden se, at årerne blev trukket af masser af Oompa-Loompaer – mindst ti ved hver åre.
”Dette er min private yacht!” råbte hr. Wonka med fryd i stemmen. ”Den er lavet af et enormt, udhulet bolsje! Er den ikke vidunderlig? Se, hvordan den glider ned ad floden.””
Men hvor kommer Oompa-Loompaerne egentlig fra og hvorfor har Wonka egentlig åbnet fabrikken for disse fem børn med guldbilletter?
Selvom jeg har set både den gamle film med Gene Wilder som Wonka fra 1971 og den nye med Johnny Depp som Wonka fra 2005, så er dette faktisk første gang, at jeg får læst bogen. Denne udgave er illustreret af John Kenn Mortensen og hans lidt dystre tegnestil passer helt perfekt til Dahls opfindsomhed i denne bog. Historien om Charlie Bucket så første gang dagens lys i 1964 og selvom det efterhånden er mange år siden, så er der flere ting i den, som endnu ikke er opfundet (heriblandt flere former for slik) og Dahl formår at gøre de egentlig til tider makabre ting utrolig sjove ved hjælp af sin humor. Der er bare noget ved Dahls opfindsomhed, der gør, at hans bøger er sjove for både store og små og med Mortensens illustrationer vil teenagere også være ganske underholdt.
Alt i alt en skrupskør fortælling om Charlie Bucket, hans familie og en ganske særlig tur til Willy Wonkas chokoladefabrik, som hverken Charlie eller læseren nogensinde vil glemme.