Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij

”Brødrene Karamazov” handler om Dmitrij, Ivan og Aljosja og om mordet på deres monstrøse fader. Romanen handler om stærke lidenskaber, men også om skyld og soning. De tre brødre repræsenterer hver sit religiøse og moralske ståsted, og omkring dem myldrer det med fængslende skikkelser.

Dostojevskijs persongalleri er altid fascinerende. Han formår at dykke ned i menneskets afkroge og trække sandheden ud for at beskrive den. Ondskab, perversioner, agnosticisme, tro, kærlighed og had. Og når disse stærke og ekstreme ord, formet som karakterfaste individer, støder sammen i romanen, kan det kun udarte sig som en litterær lækkerbisken, der både er chokerende og spændende, men også; lærerig. Ens åndelige periferi bliver adskillige grader større. Det er – som i ”Forbrydelse og straf” – psykologi på højt plan.

Til trods for at romanen er 960 sider lang, ønsker man mere. Jeg vil ikke bare vide hvordan det kommer til at gå med de tre brødre. Der er et væld af fascinerende bipersoner, hvis historie sagtens kunne bære en roman for sig selv. Den nederdrægtige Rakitin, hvis perfide tankegang er ligeså fængslende som den er modbydelig. Skoleeleven Kolja Krasotkin, der med sine kun 13 år nonchalant fører sig frem i de voksnes verden. Og ikke mindst Dostojevskijs mest fantastiske opfindelse: Aljosja Karamazovs mentor Fader Zosima. Landskendt munk, der med sin stærke religiøse overbevisning og nærmest naive tro på hengivenhed, tilgivelse og menneskets godhed, forfører læserens livssyn hen på en moralsk ophøjelse, der gør en overbevist om er sand og rigtig.

Jeg kan klart anbefale ”Brødrene Karamazov”. Det er et stykke verdenslitteratur alle aldre bør dykke ned i. Dens livsanskuelser og litterære kvaliteter er næsten påkrævet for ens dannelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk