Borte med blæsten af Margaret Mitchell

Jeg har haft “Borte med blæsten” i nogle år, men har aldrig ulejliget mig med at læse bogen – den så lidt for lang ud, og jeg blev ikke solgt af det romantiske billede på forsiden og plotbeskrivelsen bag bogen. I mangel på andet fandt jeg den dog frem i starten af ferien og besluttede mig omsider for at give mig i kast med de mange sider. Jeg tænkte, at jeg ville forsøge at læse omkring 50 sider og vurdere, om bogen er noget for mig – og der gik ikke lang tid, før jeg blev fuldstændig draget ind i historien om Scarlett O’Hara.

“Borte med blæsten” har sin begyndelse i 1861 lige før starten på den amerikanske borgerkrig. Scarlett O’Hara er datter af en rig plantagefamilie, og som 16-årig er hendes eneste bekymring antallet af bejlere, hendes forelskelse til nabodrengen Ashley Wilkes, og de store baller med dans og smukke kjoler. Hun er smuk, snu og en sand mester i at manipulere folk til egen fordel.

Da krigen mellem Sydstaterne og Nordstaterne bryder ud, ændrer tilværelsen sig for de aristokratiske plantageejere i Syden. Mændene drager i krig, og den sorgløse livsstil erstattes med splittede familier og sultne maver. Scarlett O’Hara er nødt til at tage ansvar for sig selv og sin familie. Hendes manipulerende tilgang til sin omgangskreds er stadig intakt og virker som tidligere på alle – alle undtagen den ældre Rhett Butler, der ikke er bange for at gå imod samfundets normer, og som nok er den mest spændende karakter i hele romanen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede af “Borte med blæsten”, men sikkert noget à la en klassisk kærlighedsroman med masser af romantik. “Borte med blæsten” er mere end det; det er også historien om overlevelse. Det er en meget spændende bog med rige karakterbeskrivelser og et velopbygget plot, hvor ingen henkastede bemærkninger er tilfældige. Samtidig er der selvfølgelig hele den historiske dimension, hvor man som læser fængsles ind i et blodigt kapitel i den amerikanske historie.

Fremstillingen af de sorte slaver undrede mig, for selvom det understreges, at de blandt aristokratiet i Sydstaterne blev betragtet som familie, så lægges der alligevel ikke skjul på, at de skal behandles som børn for at opnå mest mulig produktivitet. Jeg har set folk skrive, at bogen ikke skal ses som racistisk, da den blot skildrer en periode i amerikansk historie med slaveri og derfor er et produkt af samtiden. Jeg synes dog, at der stadig er en racistisk undertone, hvor bl.a. medlemmerne af den højreekstremistiske organisation Ku Klux Klan fremstilles som gentlemen, der kæmper for samfundets bedste.

Ser vi bort fra dette, er der næsten ikke noget negativt, jeg kan sætte på selve læseoplevelsen. Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, og dette på trods af at Scarlett O’Hara er en irriterende karakter, men jeg heppede alligevel på hende. Hun opfører sig barnligt og dumdristigt og vokser sig ikke fra disse træk, selvom hun modnes på andre områder – bl.a. ved bevidst at agere imod den traditionelle kvindeopfattelse.

Lån bogen på bibliotek.dk