Bomvogtersken af Aksel Selmer

“Bomvogtersken” er en lige dele smuk, sælsom og grum fabel fra virkelighedens overdrev. Og så er den fantastisk flot skrevet og oversat. De korte, nøgne sætninger er blottet for føleri og understøtter eminent det prunkløse hændelsesforløb med de foruroligende undertoner.

En unavngiven pige sættes til at vogte bommen på den vanskeligt farbare bjergvej mellem Landsbyen og byen ved havet. Pigen afløser sin bedstefar, der er kommet til skade. For at hjælpe med at forsørge sin fattige familie er det nu pigen, der må bo i den primitive, ensomme bomvogterhytte højt oppe på fjeldet med fuglene og de sjældne forbipasserende som eneste selskab.

Hele sin barndom har hun levet magert, men trygt sammen med bedsteforældrene nede i dalen. Nu må hun tjene til føden – hvilket er mere end svært, for den almægtige Bestyrer har på forhånd trukket tre måneders løn for bedstefarens forsømmelighed sidste år.

Dagene går med at passe bommen og opkræve penge af de få bilister, der passerer. Det er monotont og ofte isnende koldt, når tågen lægger sig som en klam hånd om den spinkle pige. Nætterne er mere begivenhedsrige. Hun vækkes af sørgmodig musik, som spilles lige i nærheden. I ny og næ gør en bil holdt for natten, og så øjner pigen chancen for at tjene en skilling ved at udleje sin seng og sælge lidt af sin egen knappe kost. Hun er besat af at lægge til side til bedsteforældrene, der jo ikke længere har nogen indkomst.

I løbet af sommeren sker sære og uventede ting, som kan være svære at fatte for en halvvoksen pige. Gradvis opdager hun sin egen kvindelighed; gradvis udvikler de tegninger, hun laver i sine ledige stunder, sig i en mere uhyggelig retning.

Bomvogterhytten er placeret mellem høje fjelde og kolde elve, og der kører biler og lastvogne; måske befinder vi os i en isoleret egn af Norge i en tid ikke ulig vores egen? Svært at sige, og det er ikke det, der tæller. Tværtimod. Handlingen er bevidst tid- og grænseløs.

Aksel Selmers genistreg er, at han helt uanstrengt formår at tilfredsstille læseren på flere niveauer. På overfladen fortæller han en ganske jordnær og uhyre indtagende historie om en ung piges sommeroplevelser på et bjerg. Der sker tilstrækkeligt meget til, at det er spændende at læse, og man fornemmer hele tiden, at der er mere på vej. Lidt lige som i Fowles’ “Troldmanden”.

Men lige neden under den konkrete handling afvikler forfatteren et andet, mere almenmenneskeligt spor om det godes vilkår i en ond verden. Tricket er, at Selmer lader alting passere gennem pigens optik, og pigen er troskyldig grænsende til det enfoldige. Hun tror det bedste om alle, tager per automatik sine omgivelsers ord for gode varer, mens vi læsere hurtigt aner langt mere dystre sammenhænge.

Lån bogen på bibliotek.dk