Blodigt bryllup af Ed McBain
Endnu et bind i den 55. bind lange serie om station 87, fra den kollektive politiromans fader: Ed McBain, eller Evan Hunter som han rigtigt hed. Det er McBain der har inspireret skandinaviens store krimistjerne, Sjöwall og Wahlöö: Ret beset er svenskerne kun kopister, talentfuld kopister, men uden McBain havde svenskerne ikke senere kunnet give os Martin Beck.Før McBain havde politi- og detektivromaner én hovedperson, men McBain tager afsæt i et realistisk politliv, og der er det ikke én mand der opklarer forbrydelser, men derimod en gruppe der samarbejder. Det kan selvfølgelig diskuteres om ikke Steve Carella, der er den mest gennemgående figur på station 87 er, om ikke hovedpersonen, så i hvert fald den figur som serien forbindes mest med.
Men lad nu det ligge, jeg vil i stedet knytte et par kommentarer til bogen ”Blodigt bryllup” og starte med at sige, at det er en skidt titel. Bert Kling skal giftes med sin Augusta og brylluppet gennemføres med mere end 200 gæster, hvoraf en stor del er politifolk. Efter brylluppet forsvinder Augusta sporløst. Der er ikke spildt en dråbe blod, hvorfor man med rette kan undre sig over hvor blodet blev af?
Den danske titel kan McBain dog ikke hænges op på, for originaltitlen er ”So Long as You Both Shall Live”. Danske over-, eller rettere undersættelser, er ikke altid lige passende.
Alle på station 87 arbejder på sagen, det er trods alt kollegaens kone det drejer sig om. Man venter opkald fra kidnapperne, men det kommer ikke og som tiden går, ser det mindre og mindre ud som en kidnapning. Hvad tykke Ollie Weeks fra en anden station kommer forbi for at påpege. Og i øvrigt tilbyde sin hjælp, men da ingen kan lide den uhøflige, alt for direkte og ildelugtende Weeks, prøver Carella høfligt at tale Weeks fra at hjælpe. Høflighed indgår ikke ordforrådet hos Weeks, så han får tilkæmpet sig en ret førende plads på holdet. Og han holder historien kørende for Weeks er dygtig, men ulidelig, hans omgang med kolleger og civile i Isola er ganske enkelt både morsom og underholdende læsning.
Bortset fra lyspunktet Weeks, rummer det ublodige bryllup ingen overraskelser overhovedet, det er McBain som vi kender ham. Ikke dårligt, men altså heller ikke noget der hænger ved efter endt læsning. Fair nok, hvis man er McBain entusiast, glædes man over de få steder hvor personerne får liv. Her er det kun den dumsmarte Weeks, der som sagt er en dygtig betjent, der via sine brovtende ytringer og ubehjælpelige handlinger får liv.
Forbryderen er en psykisk syg stakkel, der holder Augusta indelåst i en bygning der nærmest virker som en livmoder. Hun er nøgen og frataget alle fysiske ejendele. Scenerne med de to rummer en smule spænding, men en læser der for længst har mistet sin krimi-mødom vil nok ikke sidde og bide negle. Men det er heller ikke meningen, det er Weeks der er meningen. Synd McBain ikke bruger den figur noget mere.
