Blodige bånd af Ed McBain
I mine øjne har krimiforfattere en tendens til at udpensle perverteret vold. Derfor er det at læse McBain et kært afbræk fra blod og splat, men lige præcis i ”Blodige Bånd” slipper læseren ikke udenom: Et grusomt lystmord skyder historien i gang. En pige myrdes mens hendes kusine er tvunget til at se på. Det lykkes kusinen at undslippe. Hun løber til nærmeste politistation, med knivsår i hænder og ansigt.
McBains realistiske stil gør de nøgternt beskrevne voldshandlinger desto mere grusomme. Fra start til slut er bogen modbydelig. Selve bogens tema er modbydeligt: blodskam. Den myrdede havde et sexuelt forhold til sin fætter. Betjentene afhører diverse familiemedlemmer der alle er hårdt ramt af mordet.
‘Blodige bånd’ er meget deprimerende.
Læseren regner hurtigt den bagvedliggende sammenhæng ud. McBains plots plejer ikke at være specielt indviklede – det er ikke den første McBain hvor man regner den tidligt ud. Det behøver ikke være et minus, bare historien stadig har mere at byde på. Her er det kun opklaringen af lystmordet der fortælles om, og derfor keder læseren sig hurtigt. Der er bittesmå afbræk fra historien, afbræk som har lune og krydrer lifligt, men de er for små og hurtigt glemt.
McBains fænomenale persontegning har før reddet en knapt så interessant krimi i land, men de stærke personer får ikke meget at bidrage med. Det er kun afhøringer af familiemedlemmer. Opklaringsarbejdet er næsten en tand for ordinært. Det deprimerende tema gør desuden at man keder sig i lettere nedtrykt sindstilstand.
