238
2000
87-7394-643-5
Blood Rain
Blodig regn er den 9. roman i serien om Aurelio Zen. Historien udspiller sig som i de foregående bøger i Italien, denne gang på det mafia-styrede Sicilien. Aurelio Zen har tilsyneladende gjort sig upopulær hos myndighederne i Rom, og er derfor blevet “forvist” til Palermo som observatør for en mere eller mindre hemmelig organisation, med det formål at bekæmpe mafiaen.
Selve historien starter i en togvogn på en lille station langt ude i de Sicilianske bjerge. Der er over 30 grader i skyggen, og det begynder at lugte kraftigt fra den forladte godsvogn. Vognen viser sig at indeholde et lig, og visse spor peger i retning af, at det er en søn fra en af de store mafia familier. Man forsøger at følge vognen og det tog, der i sin tid måske har bragt den til det pågældende sidespor. Det er ikke nogen let opgave, og slet ikke efter at man har stiftet nærmere bekendtskab med de italienske statsbaner.
Det bedste i bogen er ikke kriminal-plottet, men Michael Dibdins utrolige beskrivelse af Sicilien og dets landskab og indbyggere. Han holder tydeligvis meget af Italien og af italienere. Det vækker minder om Knud H. Thomsens “Klokken fra Makedonien”, som ganske vist foregår i Makedonien, men er skrevet i samme lune og kærlige sprog.
En god bog som også kan læses af folk, der normalt ikke er forfaldne til kriminalromaner.
Lån bogen på Bibliotek.dk