Blækmagi af Cornelia Funke

“Blækmagi” er efterfølgeren til den fantastiske “Blækhjerte”, men den er på ingen måde på højde med forgængeren. “Blækmagi” er en vrimmel af henvisninger til handlingen i den foregående bog. Faktisk skal man koncentrere sig voldsomt hvis man skal finde rundt i “Blækmagi”, også selvom man er godt hjemme i historien. Det er en skam. “Blækmagi” er uforløst og lider af noget, man ofte ser i det midterste bind i en trilogi; bogen fremstår simpelthen ikke som en selvstændig historie, men derimod som det lim der skal forbinde 1. del af serien med slutningen. Det er utilfredsstillende at læse 600 sider som aldrig rigtig synes at finde og fastholde retningen i sin fortælling.

Efter den uhyggelige afslutning i “Blækhjerte” har Meggie levet et dejligt – måske lovligt roligt – år sammen med sine genforenede forældre i Elinors hus. Både Meggie og hendes far har evnen til at læse ting fra bøger ud i den virkelige verden og omvendt, og det har bragt dem en hel del sorger. Meggie opsøges af Farid, der savner Støvfinger voldsomt. De enes om at Meggie skal læse dem begge til Blækverdenen som virker dragende på dem alle. Imidlertid har den gamle heks Mortola og knivglade Basta også overlevet opgøret i forrige bog. Sjovt nok synes de ikke at tingene er gået helt fair for sig, og de opsøger Meggies familie for at få hævn.

Mo og Resa, Meggies forældre, læses også til Blækverdenen på Mortolas foranledning. Hun har sin søns død at hævne. Forfatteren til bogen Blækverdenen, Fenoglio, har i det forgangne år levet lykkeligt i sin Blækverden, men onde tider er på vej. Den halvonde fyrste, Flæskefyrsten, er ved at dø af sorg over prins Cosimos død og den helonde fyrste, Snogehovedet, er begyndt at opruste.

Når bogen alligevel får to stjerner er det på grund af Støvfinger. Han er næsten hele den rodede historie værd.

Lån bogen på bibliotek.dk