Av, min guldtand af Leif Panduro

Leif Panduros debut fra 1957, “Av, min guldtand”, skal vist forestille at være en lille roman, men den hænger ikke specielt godt sammen.
Bogen er nærmere en samling historier fra tandlæge Danielsens lille provinsbyverden. I små kapitler fortælles om anstrengende familiebesøg, om problemer med likviditeten for den lille erhvervsdrivende, vanskelighederne med at få lånte ting tilbage, bedrevidende menneskers trættende bekendtskab, sladderens uundgåelighed i en lille by med mere.

Det er ikke de store farlige emner, der tages op her. Forsideillustrationen fortæller faktisk alt! På lillebyens torv står statuen af den fredsommelige, omend skulende tyr Ferdinand på sin solide sokkel og ved dens fod sidder den gamle overbetjent og får sig en lille lur, da han jo alligevel ikke har så meget han skal nå.

Som i det kapitel, hvor Danielsen har besluttet sig for at holde en fridag og tuller op til torvet, hvor alt ånder fred og duerne kurrer, mens tre gamle sidder og sover. Danielsen tænker på den gang, da borgmesteren afslørede statuen: “Han talte en time og ti minutter. Det var en oratorisk pragtudfoldelse. Det er ikke fordi jeg er i stand til at gengive, hvad han sagde (referatet i Folketidende næste dag fyldte tyve linier og var absolut udtømmende), det vil ingen kunne. Det er heller ikke på grund af hans talers tankemættende indhold, at han er blevet borgmester, men fordi han anvender så mange ord.” Idyllen bliver imidlertid brudt og betjenten vækket af sin slummer, da Danielsen skal prøve fru slagtermester Olsens nye Porsche og straks påkører en bil fuld af bankrøvere. Danielsen brækker fire ribben, men bliver dagens mand i skysovs, idet den forbløffede overbetjent for en gangs skyld kan få lejlighed til at vise sin myndighed og i ro og mag arrestere lovovertræderne. Og det er uden sammenligning det mest sindsoprivende, der var sket i mange år i den lille by.

Panduros debut fra 1957 bærer præg af efterkrigstidens glæde over freden, den materielle fremgang og danskernes evne til at hygge sig. Verden forekom igen ung og uskyldig. Det er “Livets gang i Lidenlund” og “Folk og røvere i Kardemommeby” tilsat lidt dansk folkekomedie. Mennesker kommer hinanden ved, selvom der allerede her er tilløb til at særlinge skaffes af vejen ved at flytte dem til dertil indrettede institutioner. Bogen er fuld af dejlig lune og humor; men man skal ikke forvente meget af den stilfærdige samfundsrevselse, som florerer senere i forfatterskabet.

Lån bogen på bibliotek.dk