Amagermesteren af Maria Gerhardt

Da Maria Gerhardt i 2014 fik udgivet sin roman ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” fik bogen ganske fine anmeldelser, men uvist af visse årsager fik jeg aldrig taget mig sammen til at læse lige netop den bog.

Til gengæld har jeg taget revanche nu, hvor jeg har læst digtsamlingen ”Amagermesteren”, som forfatteren fik udgivet i 2015 – og for øvrigt som noget meget fornemt og fuldt fortjent er blevet nomineret til Politikens Litteraturpris 2016 for.

Som titlen også antyder handler digtene om Amager i hovedstaden, men handler i lige så høj grad også om sport – og måske mest af alt om kønsidentitet og om at finde sin rette (Amager)hylde her i tilværelsen. Digtene bærer præg af kærlighed til Amager (af digtet på side 45 læser man, at flyene ”nok har været rundt i verden, men de vil altid lande på Amager”).

Digtene har temmelig mange autofiktive elementer i sig idet digtene kredser om et ungt menneskes opvækst på Amager, om sportsudøvelse i den tidlige ungdom, om at leve med en alvorlig kræftsygdom og om at omgås andre piger på sportsholdene når man har fundet ud af, at man nok er mere tiltrukket af piger end af drenge. I flere af digtene vælger forfatteren at gentage en linje, hvilket virker både kraftfuldt og overbevisende på læseren: her skal understreges en pointe, det virker stilistisk stærkt at opsætte et digt på denne måde.

Den inkarnerede læser vil kunne få tanken, at Maria Gerhardt er inspireret af en anden stor Amagermester, nemlig Klaus Rifbjerg, der som barn boede flere år på Amager og som udgav den fine digtsamling ”Amagerdigte”. Maria Gerhardts digtsamling kan godt leve op til Rifbjergs digtsamling, for hun skriver godt, præcist og formår at beskrive sin samtid på fineste vis.

Digtene er rammende og formår både at gøre indtryk på læseren og fremstå overbevisende samtidigt med at flere af digtene er så forfinede, at de rører ved læserens hjerte.

Digtene er skrevet med stor forståelse for det menneskelige sind, jeg er ganske enkelt meget begejstret for denne digtsamling, der er speciel på den gode måde, velskrevet og sympatisk på alle leder og kanter.

Det er sjældent jeg finder en digtsamling, der som denne formår at gøre så solidt indtryk på mig, og jeg tildeler derfor digtsamlingen 4 store stjerner og håber, at Maria Gerhardt får mange stemmer i konkurrencen om at vinde Politikens Litteraturpris 2016.

”I Mariannes familie arbejder de alle sammen i lufthavnen, selvom
de kun rejser en enkelt gang om året. Efter kampene tager
hun ikke bad. Hun siger det er nemmere at gøre det derhjem-
me. Da hendes families hus ryger på tvangsauktion pakker hun
en taske med yndlingsting. Benskinner. Hun bliver slået, som
nogle her på egnen stadig slår deres børn, uden undskyldning.”

(side 24)

Lån bogen på Bibliotek.dk