Altmuligmanden af Aminatta Forna

Året er 2007 i byen Gost i Kroatien, hvor altmuligmanden Duro, historiens fortæller, bor. Det er efterhånden mange år siden der var krig, men ingen og intet er som det var dengang før krigen. Midt i alle de gamle sår ’lander’ englænderen Laura med sine to børn Matthew og Grace. Laura og hendes mand har købt et gammelt hus i Gost, som vil de sætte i stand og bruges om feriebolig. Laura er kommet for at ansætte håndværkere og lege bygherre, og de er naboer til Duro, er håndværkerhjælpen lige for. Duro træder han til, i første omgang bare for at tjene lidt penge, men måske også for at være kurator for boet efter den familie der boede i huset før krigen.

Aminatta Forna formår at skildre krigen og dens indvirkning med en slags diskret elegance. Krigens eftervirkninger er allestedsnærværende, hvilket egentlig er det dramatiske bagtæppe som alt Duros arbejde forsøger at bearbejde. Eller holde i ave, og samtidig minde om som en skamstøtte, mens han ser fremad. Derfor er læserens med på to planer, så når Duro reparerer vinduer og skifter tagsten, har man samtidig et mentalt øje rettet mod det der netop ikke bliver fortalt; Alle sårene og hvad der egentlig er sket. Aldrig har jeg været så fanget af en bog hvor der reelt sker så lidt, men det er den der diskrete tilstedeværelse af alle krigens spøgelser, som forfatteren kommunikere så utrolig stærkt. Spændingskurven er ret speciel, den er meget langsomt stigende bogen igennem, ufravigeligt lineær, og det skal ikke ses som at vi har med en flad fortælling at gøre, – intet kunne være mere forkert, næh, Forna opfinder simpelthen sin egen måde at orkestrere sin fortælling på. Man når at overveje om det hele leder til et voldeligt klimaks, eller om det måske allerede har været det, for Duros tanker vandrer konstant tilbage i tiden, som når man beskæftiger sig med noget trivielt (her at fjerne gammel maling) mens tankerne går egne veje. Mens han skærer et gammelt træ ned, er han i tankerne tilbage i huset som ung mand, forelsket i husets unge datter. Og ven med hendes bror, som han senere lærer at hade af hele sit hjerte.

Der er andre typer som Duro har et ret anstrengt forhold til, for eksempel kroejeren Fabjan, der nok kan tælles blandt Duros fjender, men som han accepterer at han er nødt til at tolerere. Men man er aldrig i tvivl om Duros følelser overfor den driftige kroejer: ”Jeg gik forbi ham, og mærkede hans lugt, som ingen parfume kunne: sved og kogt kød. Fabjans fingre er røde og ophovnede. En vielsesring skærer ind i kødet på hans tredje finger, som korsettet på en laskefed kvinde. Hans læber er rosenrøde og glinser af spyt. Hårtotter titter ud af hans næsebor og ører, og gennem hans åbne krave synes en samling hår at ville op og ud, som for at få et glimt af den del af familien, der er ovenfor.

Hvis man lytter kan man høre at han pruster.”

Læseren skal også lytte. Lytte til Fornas formidable miljøbeskrivelser og Duros mange tankespring. Her behandles vigtige temaer, om hvordan mennesker må lære at leve videre i krigens kølvand. Samtidig er der næsten ingen beskrivelser af selve krigen, den nøjes med at spøge. Aminatta Forna nøjes med at fortælle, og det gør hun satme godt.

Lån bogen på Bibliotek.dk