0 kommentarer

Alt hvad jeg husker af Michala Elk

af d. 5. november 2023
Info
 
Sideantal

270

Udgivet

2023

ISBN

9788762742482

Udgave

2. udgave, 1. oplag

 

Freja og Malou er bedste veninder. Malou er populær, og Freja vil gerne være som hende – i stedet for at være den lidt stille, lidt kedelige pige, hun ser sig selv som. Nogle gange har hun faktisk svært ved at skelne imellem, hvad der er sket for Freja – og for Malou.

Freja bor med sin far og lillebror – hendes mor har forladt familien for at skabe en ny familie i en by langt væk – hvilket for Freja er et kæmpestort svigt. Både Frejas mor – og Freja selv – danner deres egne erindringer, som af andre kan opfattes som løgn.

En aften er Freja og Malou på vej hjem fra en fest, da Malou springer ud foran et tog – og bliver dræbt. Freja er det eneste vidne, og hun vikler sig ind i flere forskellige forklaringer på, hvad der reelt skete den nat. Hvad er rigtigt? Lyver Freja? Skubbede hun til Malou?

Mens dagene og ugerne går og livet fortsætter efter Malous død, får vi imellem kapitlerne små klip fra politiets afhøringer af de mennesker, som var tæt på Malou.

Selv om jeg ikke lige er i målgruppen til en ungdomsbog, synes jeg, det er en rigtig fin bog. Den er velskrevet, vedkommende, spændende og rørende. Med Freja som hovedperson får vi indblik i livet i en 9. klasse, hvor eleverne hver især har en rolle i klassen. Ud over afklaringen af, hvad der skete med Malou, kommer bogen også omkring mange andre relevante emner for en teenager. Den første forelskelse. Kampen for at være med i gruppen, ikke være udenfor, deltage i udfordringer, som man måske ikke har lyst til, bare for at være med. Sorgen over at miste sin bedste veninde – og oplevelsen af, hvordan andre har svært ved at opføre sig naturligt over for en, der sørger. Følelser som skyld og skam – og det at opdage, at der var mange ting om Malou, som Freja ikke vidste. For selv om Malou var Frejas bedste veninde, havde Malou andre tætte(re)? relationer.

En rigtig fin og spændende ungdomsroman, som også sagtens kan læses af voksne.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter