Als Ostpreußin in russischer Kriegsgefangenschaft af Käthe Hielscher

Tysklands krig mod Sovjetunionen under Anden Verdenskrig var en barbarisk folkekrig, hvor ikke kun Den røde Hær men alle russere var fjenden. De tyske soldater skelnede ikke mellem russiske soldater og civile og skånede derfor heller ikke børn og kvinder.
Den russiske hævn i 1944-45 blev ikke mindre grusom, og de tyske ofre blev frem for alt civilbefolkningen i de tidligere tyske østprovinser. Millioner af tyskere flygtede mod vest for ikke at falde i russernes hænder.
Men et ukendt antal valgte at blive – tilskyndet af den nazistiske propaganda. Den østprøjsiske hovedby Königsberg blev gjort til fæstning og skulle forsvares til sidste blodsdråbe, lød ordren.
Den 9. april 1945 overgav byen sig til russerne, og så ventede et rent helvede for de tusindvis af civile, der var blevet tilbage i byen.
De russiske soldater plyndrede, hvad der var tilbage i private hjem, lagre og forretninger. Kvinder blev voldtaget og henrettet bagefter. Fødevarerne var sparsomme og tilfaldt russerne, soldater som civile, der indtog byen. Imens døde den tyske befolkning af sult, dysenteri eller tyfus.
De fik ingen hjælp, men fik heller ikke lov til at flygte af russerne. Forfatteren af erindringsbogen “Als Ostpreussin in russischer Kriegsgefangenschaft”, Käthe Hielscher, levede som krigsfange i Königsberg fra 1945 til 1948. Hun var kun lige 16 år, da russerne indtog byen, og hendes ungdomsår blev en daglig kamp for overlevelse.
Russerne havde brug for krigsfanger til at rydde op i ruinerne. Det var umenneskeligt slid, og kosten var, hvad vi i dag ville kalde uspiselig.
De tyske civile overlevede på en skive tørt brød om dagen, kartoffelskræller og brændenælder – eller døde som fluer. Käthe Hielschers bolig var i tre år udbombede huse uden vinduer. Værst var det i den hårde vinter med temperaturer ned til 25 minusgrader.
Käthe Hielschers erindringer er ualmindelig stærke og tåler næsten sammenligning med Henri Charriéres ”Papillon”. Vi er helt inde ved overlevelsesdriften. I 1948 slap forfatteren ud af byen, der nu var blevet til det russiske Kaliningrad. Det var i øvrigt samme år, som luftbroen til Berlin blev sat i værk.

Findes ikke på bibliotek.dk