365
2010
978-87-12-04541-0
Al Capone (svensk), oversætter: Lise Schmidt Mahler ; forord: Per Larsen
Biografien om Capone handler mere om gangsternes Chicago og de brølende amerikanske 1920’ere end om manden og mennesket Capone. Han er dog en prominent figur i sammenhængen, og mens vi følger hans opstigen til magtens tinder og efterfølgende fald oprulles en vild og fascinerende historie.
Det var en kampens tid; fagforeninger og arbejdsgivere kæmpede om rettigheder, afpressere udbyttede folk med penge på lommen, og etniske ungdomsbander kæmpede om territorier. Knojern, skydevåben og bomber var midlerne. Med alkoholforbuddet fra 1920 kunne gadekampe mellem bevæbnede gangstere i biler tilføjes billedet.
Organiseringen af gangsterverdenen og Capones opstigen oprulles på klar og overskuelig vis, og hovedpersonernes liv og indbyrdes forhold afdækkes mestendels på saglig vis. Lidt ærgerligt er det dog, at det virker som om forfatteren unødigt vil dramatisere, og skifter fra reflekterende datid til “live”-nutid. Eller måske skyldes det manglende redigering, hvilket en række trykfejl også kunne indikere.
En af bogens mest interessante sider er redegørelsen for omstændighederne bag gangsternes magt. Byens ekstremt omskiftelige historie omfattede en yderst forskelligartet og massiv indvandring på ultrakort tid, en hæsblæsende højkonjunktur, og en svag statsmagt. Som i ‘Det Vilde Vesten’ – ikke på prærien, men i byen. Alkoholforbuddet gjorde ikke situationen mindre hektisk.
Amerikanerne drak trods forbuddet i vidt omfang videre, og vejen til enorm rigdom lå åben for de handlekraftige og risikovillige. Byens mest magtfulde mennesker blev hurtigt de flamboyante gangstere, som længe havde en stor del af politiets, politikernes, pressens og befolkningens sympati, for ikke at sige beundring. Bogens centrale påstand er, at de på sæt og vis repræsenterede essensen af den amerikanske drøm om den succesfulde “selfmade man”.
Hvis man vil dykke ned i en syndig verden af korruption, ustyrlige mængder dollars, diamantslipsenåle, prostitution og fester, hvor “Scarface Capone”, “Machinegun Jack McGurn” m.m.fl. var karismatiske hovedpersoner er bogen værd at læse. Deres liv romantiseres ikke, for også luksuslivets skyggeside afdækkes. Volden var pengenes naturlige følgesvend, og ‘Lev stærkt og dø ung – og meget voldeligt’ kunne have været gangsternes motto.