Aftenerne af Gerard Reve

Hollandske Gerard Reves (1923-2006) roman ”Aftenerne” fra 1947 har klassikerstatus i Holland. Den er i 2016 oversat til engelsk og foreligger per august 2018 på dansk ved Lise Bøgh-Sørensen.

I bogen følger vi den unge Frits van Egters’ liv de sidste ti dage i december 1946. Vi bliver ledt ind i ti lange dages timer og minutter og får oplevelsen af en 1:1 repræsentation af et forløb uden afbrydelser eller synderlig variation. En opremsende og monoton fremstilling af detaljer forlener bogen med en udtalt og nærmest grotesk træghed.

Dialogerne i hjemmet, med forældrene, viser os et samvær tømt for nysgerrighed, begejstring, vilje, energi og håb. Der findes monotonien, der findes gruen – som når moren har natlige nervesammenbrud – og der findes meningsløsheden. Dagene i lejligheden, i forældrenes selskab, dirrer af en klaustrofobisk stilstand.

Små perler af grotesk komik ligger strøet ud i bogen, som vækker mindelser om Hamsuns ”Sult”. Hovedpersonens følsomhed over for andre menneskers blotte tilstedevær og den voldsomme irritation, som andres svagheder afstedkommer, minder om den omflakkende og febrilske sjæl i Christiania.

Frits udviser en iøjnefaldende menneskeforagt. Han kaster hårde og degraderende blikke på venner og familie, og han bedømmer deres udseende og bevægelser illusionsløst og skarpt. Han er optaget af skavanker og særligt forstadier til skaldethed har hans bevågenhed:

“Skån mig for skaldethed,” sagde han.” Og videre: “Det er en grusom straf.” (..) “Det får hovedet til at se gammelt, blankt og usmageligt ud.” tænkte han, “det er sandheden. Men det værste er, når den nøgne hud er bristet eller er fuld af små knopper.”

Bogen interesserer sig for tanken og tænkningens status som psykisk fænomen. Tankens former overvejes på forskellige måder i romanen, som her, hvor Frits læser en bog om tanker:

”Jeg kender en kvinde (..)” læste han, ”som hører de ord, som hun hører udefra, blive gentaget indvendigt i hende. Ekkoet. Efterlignet. Som om der sad en abe indvendigt. Jeg kender en anden, hvis indvendige stemmer uspurgt og temmelig distraherende opremser de ting, som hendes øjne ser. Det er en sten. Det er et træ. Det er en hestepære. Ligesom en lille dreng, der går tur med sin far og fortæller om sine iagttagelser. Sten, far. Træ, far.”

Tankerne hos Frits har en særlig grammatisk status i romanen, hvor de fremstår i anførselstegn. At de optræder på grammatisk ligefod med reale udsagn, giver dem en status af eksteriøre fænomener:

”Sengen begyndte at bevæge sig. ”Det er irriterende,” tænkte han. ”Hold op med de irriterende bemærkninger,” sagde han, ”eller jeg stikker dig én, ja, jeg gør.”

Kort efter sover Frits, mens hans tanker fortløbende kommenterer på hans handlinger og er bevidste om hans tilstand i søvnen. Det forstærker oplevelsen af tankerne som befindende sig på et kommenterende niveau, bemærkelsesværdigt dikterende og kommenterende Frits.

Romanen er fuld af smertefulde drømme, og så er den spækket med voldsfantasier.

Frits betragter sine egne kønsdele med væmmelse, og selv det kønneste kvindekød ægger ham ikke: ”Lidia havde lagt sit venstre ben over et armlæn, så låret var blottet. Mens han kiggede på det, blev huden gråbrun og sprukken, og blå blodårer blev synlige overalt.”

Mon en praktiserende psykolog i dag ville tøve med at diagnosticere Frits med depression? Mit bud er nej. Tankemylder, smertefulde drømme, volds- og dødsfantasier samt en udtalt mangel på drivende kræfter som begær og lyst karakteriserer ham.

Romanen har meget at fortælle os og ikke mindst vækker den fornemmelsen for intrikate spørgsmål om psykens virkemåder.

Det er en roman som er krævende at læse, ikke mindst fordi den så heftigt nærmest synes at nægte at imødekomme sin læser. Man bliver pinligt klar over, hvad de fleste romaner lydigt leverer, når ”Aftenerne” så stædigt afholder sin læser fra at få det! Men står man de trange dage igennem sammen med Frits, kommer man sært renset ud på den anden side.

Lån bogen på Bibliotek.dk