Afsind af Martin Schjönning

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en tortureret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af “Afsind”. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden forfatter Martin Schjönning fortæller sin historie på, ved at klippe mellem fortællerstemmerne så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men ind i mellem bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

“Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse af Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget.

Alt i alt er “Afsind” dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Lån bogen på Bibliotek.dk