Åndehul af Kari Hotakainen

Kriminalkommissæren har ikke just nogen prangende stemmepragt, men er alligevel begyndt at synge i kor for at tænke på noget andet end sin bedrøvelige metier. Sangen skal være et mentalt åndehul.

I koret møder kommissæren Frisøren og Kirketjeneren, og så er freden forbi. Begge har brug for et øre at tale ud til, og kommissæren nænner ikke at takke nej.

Frisøren har en handicappet mand, der plager livet af hende med sine lange monologer. Kirketjeneren har en nebengesjæft med at rane de dødes smukke ligklæder og lade sin kone sy dem om til dåbs- og bryllupskjoler.

Hvad skal vores navnløse og frustrerede helt bruge oplysningerne til? De er jo givet i al fortrolighed. Og som om det ikke er nok, belemres det plagede menneske nu med historien om et bebudet mord. Men kan man tro på det? Kan man lade være?

Alt dette fortæller kommissæren til en ukendt tilhører. Vedkommende lytter, måske modvilligt, men lokkes til at høre historien til ende med løfter om mad og drikke, og da vi til slut finder ud af identiteten på tilhøreren, må vi klukle.

Humoren er typisk for Kari Hotakainen, som er tidligere vinder af Nordisk Råds Litteraturpris og en stor fisk i havet af velskrivende, finske forfattere. Altid med en ræv bag øret, altid med et blik for tilværelsens skæve sider. Og altid med et varmt bankende hjerte for samfundets svageste.

“Åndehul” er en sympatisk fortælling om det moderne menneskes ensomhed, om vores behov for nogen at meddele os til, og om omverdenens patologiske ligegyldighed. Det er absolut ikke en kriminalhistorie, som referatet måske kunne antyde, snarere en småfilosofisk (og noget sludrevorn) hyggespreder om alting og ingenting.

I Hotakainens anmelderroste forfatterskab rager “Åndehul” ikke op som en af de helt vægtige romaner, snarere som et hyggeprojekt, hvor ord og tanker bare får lov til at flyde frit. Selv en mellembog fra en så kompetent stilist er imidlertid altid værd at læse. Især fordi den er fyldt med pudseløjerlige sentenser og metaforer som denne:

“Livet er først langt og så kort. Det fortættes i en enkelt tåre, om så det har øsregnet undervejs.”

Det allerbedste ved Hotakainens nye roman er dog næsten Elina Wastas raffinerede omslagsdesign, hvor en harmløs stemmegaffel med et lille kunstgreb omdannes til et frygtindgydende mordvåben. Historien elegant komprimeret i en enkelt vignet.

Lån bogen på biblioteket