0 kommentarer

A girl’s guide to kissing frogs af Victoria Clayton

af d. 17. august 2009
Info
 
Sideantal

598

Udgivet

2007

ISBN

978-0-00-721961-2

Originaltitel

A Girl's Guide to Kissing Frogs

Udgave

1.udgave

 

Marigold er 22 år og balletdanser ved The Lenoir Ballet Company. Hun er ganske tilfreds med de lange træningstimer, og at danse de store roller, om end ikke så meget med hendes elsker Sebastian, der styrer balletkorpset med hård hånd. Men hun lever sin drøm ud og er villig til at leve med konsekvenserne.

Hendes familie bor i Northumberland, langt fra hendes hjem i London, men da hun brækker foden og ikke har andre muligheder tager hun alligevel hjem til Nordengland. Her møder hun sin første fascination i form af godsejerens søn Rafe og bliver endnu en gang fascineret af ham. Stor er hendes overraskelse da han frier til hende, om end den overskygges af Rafes ønske om, at hun opgiver dansen og helliger sig godsets drift efter brylluppet.

Historien foregår i det år Prinsesse Diana og Prins Charles bliver et par, men det føles mere som om Clayton har hentet sit kvindesyn i den mørke middelalder. Marigold har et fantastisk talent, men ingen rygrad, selvtillid, i visse situationer ingen hjerne og opfører sig som lever hun i et eventyr. Jeg tilgiver som regel mandlige forfattere for et mindre nuanceret kvindesyn – men Victoria Clayton burde som kvinde vide bedre end at udstille sin “hovedperson”, den det tiltænkes læseren at sympatisere med, som en tomhjernet balletgås, der kan skubbes rundt med.

De sidste 50 sider er her hvor historiens løse ender bindes sammen, og det er fornøjeligt at læse, heraf de 2 stjerner. Resten er langtrukkent, forvirrende til tider og der er noget galt, når biroller i yderste periferi er mere fornøjelige og facetterede end hovedrollerne.

Det er delvist en realistisk roman og delvist en chick lit, men udførelsen af den er ikke den bedste jeg nogensinde har læst. Clayton kunne sagtens have skåret 200 sider af bogen uden problemer, og selvom jeg er lidt i tvivl om hvorvidt den rent faktisk er skrevet i det år den er udgivet, så kunne Clayton godt give Marigolds karakter lidt mere kød på.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter