71 breve til M af Christina Hagen

’71 Breve’ er en såkaldt ‘brevroman’ og består af en lang række breve fra en kvindelig forfatter til en fængslet mand. Lad det være sagt med det samme: jeg har det lidt skizofrent med denne bog, bl.a. fordi den med sine små 168 sider har en passende længde, men samtidig føles alt for lang. De omtalte 71 breve føles under læsningen snarere som 666 breve, men efter endt læsning sad jeg alligevel længe og spekulerede over dét jeg havde læst (det udløser automatisk en stjerne).

Bogen bygger på en del research og korrespondance med mange indsatte – men alligevel er præmissen, som er at hovedpersonen (og Hagen!) vil finde mennesket bag forbrydelsen, ikke videre troværdig i begyndelsen: brevene er på overfladen så indholdsløse og samtidig provokerende (“Jeg har ikke ondt af dig, din store kat.”) at det er endog meget svært at forestille sig, at nogen indsat vil korrespondere med damen. Men langsomt åbner der sig en klaustrofobisk forståelse af hvordan tingene (måske) hænger sammen.

Hvad står der så i disse mange breve? Jo, en del om hendes (konkrete) drømme og så er der rigtig mange sanseindtryk og associationer; sætninger der er meget beskrivende og følende. Den bærende idé realiseres desværre ikke helt vellykket. Man fornemmer at det hele er konstrueret af (endnu) en elev fra forfatterskolen (på trods af det autentiske kildemateriale forfatteren sidder inde med). Det hele er – heller ikke særlig overraskende – krydret med frækheder (“fisse”, “lem”) som ikke forarger. På den anden side er det vel en pointe i sig selv, for hovedpersonens forvirrede fantasier er netop det, der langsomt åbner op for en forståelse for projektets baggrund og ender med til dels at løfte sløret for den ondskab, der ligger til grund for situationen. Bogen er nemlig ikke ligetil og forsøger ikke at komme med nogle nemme løsninger – der er mange ubesvarede spørgsmål til sidst (på den gode måde der rykker læseren til at tænke selv).

Det er et umisforståeligt talent der her skriver, men Hagen mangler stadig at få en forløsning på dét hun har, nemlig en fremragende evne til at sanse. Formen virker nemlig her lidt som sit eget fængsel. Jeg synes selv at dét ville have været en god afslutning på anmeldelsen, men bliver nødt til at tilføje: formen virker sgu også! Jeg må nok indrømme at ’71 Breve’ er svær at blive klog på (for mig) men at det ikke skal hindre læsere at give sig i kast med den, da den vitterlig er meget givende. Jeg har været meget i tvivl om hvor mange stjerner bogen skal have – fra en til fire, men ender altså med tre, fordi den er ambitiøs, sympatisk (i sin undersøgelse), overraskende og endelig fordi de der trælse sætninger faktisk bliver siddende og får deres eget liv, med dejlige, forkastelige, sjove og finurlige associationer til følge.

Lån bogen på biblioteket