61 timer af Lee Child

“61 timer” er en traditionel spændingsroman. Her er næsten alle ingredienser. Vi har en rigtig
helt, Jack Reacher. Vi får aldrig at vide, hvem han egentlig er, og hvor han kommer fra. Vi
finder heller ikke ud af, hvad der sker med ham i det sidste store opgør, men da det ikke er
den sidste bog i serien, går jeg ud fra at vores helt slipper væk fra det endelige ragnarok.
Det var helten. Så har vi heltinden. Det er noget så usædvanligt som en pensioneret
skolelærer. Hun har været vidne til en narkohandel, og skal nu gerne overleve, til sagen
kommer for retten, og de helt store skurke bliver dømt. Der er dog heldigvis også en ung smuk
solbrændt agent i FBI´s hovedkontor. Vi hører dog kun om hende igennem Jack Reachers samtaler
med hende via telefonen.

Vi har selvfølgelig også en skurk. En virkelig ond og infam mexicansk narkoforbryder.
Vi møder Jack Reacher første gang om bord i en bus, som forulykker i en heftig snestorm lidt
uden for en lille by Bolton i South Dacota. Passagerne bliver reddet, det samme gør Jack
Reacher, og alle bliver transporteret til Bolton.

Politiet i Bolton er stærkt hængt op med en beskyttesesopgave. De skal passe på en ældre
kvinde, som tilfældigvis har overværet en handel med narko uden for det lokale cafeteria.
Herfra vokser den ene usandsynlighed frem efter den anden. 15 km fra Bolton ligger f.eks. et
mindre rødt hus med en stribe barakker ved siden af. Ingen i Bolton ved hvad der er i det
røde hus, selvom det har ligget der i ca. 50 år. Barakkerne er beboet af rockere, men de
forlader stedet straks i begyndelsen af romanen.

Der er en forsvarlig politistyrke i Bolton, og alle betjente er udstyret med en patruljevogn.
På den anden side af Bolton ligger et stort statsfængsel, og her er indgået en kontrakt
mellem Boltons politi og staten, at alle betjente skal stille ved fængslet, hvis der bliver
alarm. Det være sig flugt, oprør eller lign. De syv mand som er posteret til at passe på den
ældre dame, skal også stille ved fængslet. Det kan jo kun gå galt.

Det er en meget spændende bog, men også en meget urealistisk bog.
Dette er første gang jeg læser Lee Child, og jeg tror nok jeg læser den næste jeg kommer i
nærheden af. Men det er og bliver det, man i gamle dage kaldte en knaldroman.

Lån bogen på biblioteket