NYESTE
Født:
1928, Danmark

Per Højholt

Født i Esbjerg.
Uddannet bibliotekar. Arbejdede som bibliotekar frem til 1966, herefter fuldtidsforfatter. Død 2004.

Læs mere her.

Bibliografi

1949  Hesten og solen (digte) 

1956  Skrift paa vind og vand (digte) 

1963  Poetens hoved (digte) 

1964  Provinser (digte) 

1966  Min hånd 66 (digte) 

1966  Show (digte) 

1968  Turbo (digte) 

1969  + 1 (digte) 

1969  6512 (digte) 

1970  Digte (digte i udvalg) 

1971  Punkter (digte) 

1977  Praksis, 1: Revolver (digte) 

1978  Praksis, 2: Groteskens område (digte) 

1979  Praksis, 3: Den fireogtresindstyvende frokost i det grønne (digte) 

1979  Smerteskolen og andre digte (digte) 

1980  Enhjørningens kvababbelser (digte) 

1981  Gittes monologer og andre kvababbelser (digte) 

1982  Digte 1963-79 (samlet udg.) 

1982  Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder (noveller) 

1983  Praksis, 5: Nuet druknet i latter (noveller) 

1984  Gittes monologer (samlet udg.) 

1985  Kvababbelser (digte) 

1985  Voldtag stilheden (tekster) 

1986  Praksis, 6: Salamanderen og andre blindgyder (noveller) 

1988  Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder (noveller) 

1989  Praksis, 8: Album, tumult (tekster) 

1989  Praksis, 9: Det gentagnes musik (digte) 

1993  Praksis, 10: Manøvrer (digte) 

1995  Praksis, 11: Lynskud (digte) 

1996  Praksis, 12: Anekdoter (tekster) 

1999  Den tydelige solsort (digte) 

2001  Auricula

2001  Blindgyder (samlet udg.) 

2005  Samlede digte (samlet udg.) 

2007  Hans Henrik Mattesen

 

Hesten og solen Af Per Højholt

af SHPd. 17. oktober 2009
Per Højholt = afdøde fandenivoldske tresseravantgardist, der fik et folkeligt gennembrud i 80’erne med “Gittes Monologer”. Er der mere? Nej, ikke rigtigt. Eller det skulle da lige være, at han lagde ret reaktionært ud med en Heretica-inspireret digtsamling, der kun antyder hans senere så anarkistiske stil. I slut-fyrrene var dansk lyrik generelt alvorstung, symbolladet og […]

Auricula Af Per Højholt

af silibzd. 17. oktober 2008
En ting skal slås fast: Man kan strengt taget ikke fortælle, hvad der sker i Per Højholts “Auricula”. Når forsøget her alligevel kort skal gøres, skyldes det, at ens syn på litteratur aldrig helt kan være det samme igen efter læsningen. Hvis “Auricula” var et redskab, ville det både gøre ondt at blive ramt af […]