Forfatterparret Rachel og Israel Rachlin

af Frank Gabel d. 1. maj 2019

I slutningen af 1970erne begyndte det dansk-jødiske ægtepar Rachel og Israel Rachlin at skrive nogle erindringer ned fra deres deportation til Sibirien under Anden Verdenskrig. Det skulle være en gave til deres børn og børnebørn, så de senere kunne læse om deres bedsteforældres og forældres eventyrlig-dramatiske ophold i de arktiske områder af Sovjetunionen: En personlig fortælling om et udsnit af familiens historie for den indre familiekreds — det var tanken i begyndelsen.

Men efterhånden som bunken af ark voksede, modnedes tanken om, at det kunne blive til noget, som ville være af mere almen interesse. I 1982 udkom deres erindringer under titlen „16 år i Sibirien“ på Gyldendal, og Rachel og Israel Rachlin blev med ét et danmarkskendt forfatterpar. Bogen om deres tvangsforflytning til Sibirien under Stalin-regimet og de mange prøvelser de måtte igennem i Sibiriens ødemark, blev til en international best- og longseller, med over 200.000 solgte eksemplarer og oversættelser til tysk, engelsk, fransk, russisk og litauisk.

Da Rachel og Israel Rachlin debuterede som forfattere i 1982, var de henholdsvis 76 og 74 år gamle og kunne kigge tilbage på et meget begivenhedsrigt liv.
Israel Rachlin blev født den 26. december 1906 i Kybartai/Litauen, i grænselandet mellem Litauen og Østpreussen. Han gik i skole i Rusland og Østpreussen, studerede økonomi i Leipzig og overtog sin fars eksportvirksomhed i Litauen efter sin eksamen.
Rachel Rachlin blev født den 1. november 1908 i Liverpool, hvor hendes forældre gjorde mellemstation på deres rejse fra Rusland til Amerika. Faren døde under opholdet i Liverpool og moren rejste videre med Rachel og hendes tvillingbror, Ejzik, til familie i København. Rachel voksede op på Nørrebro og besøgte den jødiske Carolineskole, hvorefter hun begyndte at arbejde på et kontor for at understøtte familien.
I 1934 krydsedes Israels og Rachels veje i den danske hovedstad. De blev gift i Københavns synagoge et år senere, og Kyrbatai i Litauen blev deres første fælles bopæl. Byen blev også udgangspunkt for deres lange ufrivillige rejse, som skulle føre dem gennem Sibirien i 16 år og som senere ville blive hovedemnet i deres forfatterskab.

Familien Rachlin hører til de cirka 35.000 mennesker fra Litauen, som i midten af juni 1941 bliver revet ud af deres tilværelse fra det ene øjeblik til det andet og deporteret til Sibirien. Det er mennesker, som sovjetmagten anser for „upålidelige sociale elementer“, fordi de enten — som Israel — er forretningsmænd med udenlandske forbindelser, eller fordi de har en anden politisk holdning.
Det var dramatiske begivenheder, der sendte dem fra en tryg hverdag i Litauen som „særdepoterede“ på en sibirisk odyssé, som var præget af ekstremt barske vilkår, stor uvished og myndighedernes luner. Men det lykkedes Rachel og Israel Rachlin at holde modet oppe og bevare sig en positiv grundholdning, indtil de i 1957 langt om længe fik udrejsetilladelse til Danmark. Denne positive indstilling, som hjalp dem med at klare årene i Sibirien, genspejles også i deres litterære værk. „Bogen udstråler en livskraft og værdighed, som ikke kan undgå at smitte læseren“, skrev Politikens Herbert Pundik i en anmeldelse af parrets første bog.

Med udgivelsen af „16 år i Sibirien“, og dens store succes, blev Rachel og Israel med ét slag til meget efterspurgte interviewpartnere for aviserne, radio og fjernsyn. Og de begyndte at rejse land og rige rundt for at holde oplæsningsaftener og foredrag. På deres foredragsrejser blev forfatterparret ofte spurgt, om de ikke ville skrive en tilsvarende bog med fortællinger om de mennesker, de havde mødt i Sibirien, og om deres eget liv før og efter deportationen.

I 1987 indfriede de den første del af deres læseres ønske med bogen „Skæbner i Sibirien“ (Gyldendal), hvor de på skift fortæller om nogle af de mange mennesker, de mødte i løbet af deres 16 år i Sibirien. I det samme år, „Skæbner i Sibirien“ kom på gaden, blev forfatterparrets fortællelyst og -kunst belønnet med Modersmål-Prisen: Modersmål-Selskabet tildelte i 1987 dets årlige pris til Rachel, „der gennem sin bog »16 år i Sibirien« og sine foredrag har vist, at den personlige historie bliver almen, når den berettes med fortælletalent, intensitet og en sprogsans, der er sjælden.“

I 1992 fulgte den tredje bog, som mange læsere gik og ønskede sig: „Fortællinger fra vores liv“ (Aschehoug) med historier og anekdoter både om forfatterparrets barndom og opvækst i henholdsvis Litauen/Rusland og Danmark, om de sibiriske år og om deres liv i Danmark efter deportationen, hvor det gjaldt om at starte helt forfra: Mens Rachel havde travlt med at sørge for, at familien faldt til i Danmark og tilegnede sig det danske sprog, søgte Israel et arbejde og efter nogen tid fik han et job som oversætter og russisklærer.

„Blade fra en slægtshistorie“ (Aschehoug, 1998), den fjerde og sidste del af familiesagaen, skrev forfatterparret i en høj alder. De havde debuteret, da de var midt i halvfjerdserne, og da de gik i gang med det sidste bind, var Rachel 88 og Israel 90. Israel havde mistet synet på det tidspunkt og med Rachels helbred stod det heller ikke godt til. Alligevel følte de en stor trang til at afslutte deres fortælling med at gå tilbage til begyndelsen, til deres og deres forfædres rødder. I „Blade fra en slægtshistorie“ går rejsen langt tilbage i tiden, blandt andet til slutningen af 1800-tallet, til det zaristiske Rusland og de jødiske bosættelser Dobrjanka/Ukraine og Drissa/Hviderusland, hvor henholdsvis Israels og Rachels forældre stammede fra.

Israel døde den dag, da „Blade fra en slægtshistorie“ udkom, 91 år gammel. Rachel fulgte ham kun få måneder senere, i en alder af 90. I efterskriften til deres sidste bog kigger de tilbage på livet, „der er så rigt på muligheder, så fuldt på oplevelser, så uforudsigeligt“, og udtrykker ønsket om, at den næste generation også en dag vil „sætte sig ned og skrive om deres liv og oplevelser og føje nye sider til slægtens historie“.

Deres yngste barn, journalisten Samuel Rachlin, følger i forældrenes fodspor. Med essaysamlingen „Mig og Stalin“ (People’s Press, 2011), „Fra Sibirien til Rødovre“ (bidrag til bogen „Min barndom i 50’erne“, Lindhardt og Ringhof, 2015) og ikke mindst med sin film „Rejsen tilbage“ (2000, TV2), hvor han bogstaveligt går i forældrenes fodspor ved at foretage sig den samme rejse, som Israel og Rachlin var tvunget til over et halvt århundrede tidligere, dokumenterer han Rachlin-slægtens historie og skriver den videre.

Bibliografi:

•„16 år i Sibirien“ (Gyldendal, 1982)