Forfatterfokus: Island

af Jens Markvardsen d. 10. november 2017

I denne artikel ser vi på på mulige grunde til, at Island har så mange gode forfattere. Kildematerialet er rejsebøger, samtaler med danskere bosat i Island og et møde med Einar Már Gudmundsson den 30.oktober 2017 i Reykjavik.

Geografisk spænder Island over det tredobbelte areal af Danmark, mens der kun bor 340.000, omtrent det samme som Århus. Og stadig kan de nemt stille hold til et verdensmesterskab i litteratur, endda et yderst kompetent og stærkt hold: Einar Már Gudmundsson, Jón Kalman Stefánsson, Halldór Laxness, Hallgrimúr Helgason og Bragi Ólafsson for nu bare at nævne en håndfuld. For at finde svar på hvor al det forfattertalent kommer fra, er det nødvendigt at dykke ned i landets historie: Som et af de første lande i verden skrev islændingene på deres eget sprog. De islandske sagaer er et af de første litterære bedrifter på eget sprog, andre steder skrev man på latin. Island har derfor et stort forspring når det kommer til den litterære tradition. Samtidig havde man, helt indtil forrige århundrede, en særegen måde at holde den tradition i hævd på, som følgende citat fra Halldor Laxness viser:

‘Det var skik på Island fra gammel tid på alle ordentlige gårde, at man lod et menneske med gaver derfor læse højt af sagaer eller kvæde rimer for husstanden om aftenen, og det var befolkningens tidkort. Man har undertiden kaldt disse aftenstunder, fra lyset tændtes, og til man begav sig til ro, for Islands universitet.’ (Halldór Laxness, År og dage i Brattekåd)

Til Islands universitet hørte også de beretninger omrejsende bragte til de huse de gæstede. Man lærte hele sagaer og heltekvad udenad, og historierne var en del af ens identitet. Samtidig var det tidens måde at formidle nyheder på.

Einar Már Gudmundsson mener, at det islandske talent også ligger i, at det at kunne læse altid har været hvermands ret, ikke kun en evne forbeholdt eliten. Det at stort set alle kunne og kan læse har gjort litteraturen til en naturlig del af islændingenes kultur. Den fysiske undergrund spiller også en rolle, for hvor vi i Danmark kan grave i jorden og finde rester af huse fra middelalderen og dermed forske i vores historie, består vulkanøen næsten udelukkende af sten, hvorfor islændingene har skrevet alt ned for at bevare deres historie. Derfor omtales de islandske sagaer altid med stor ærbødighed og stolthed. Det er en stolthed der gennemsyrer enhver islænding, som ikke kun er forbeholdt litteraturen, men som gælder alt islandsk. Den ligger på rygraden, givetvis indarbejdet gennem århundreders overlevelse som fiskere i et af klodens mest vindblæste og barske miljøer. De er ukuelige og overbeviste om deres egen storhed, hvilket man oplever igen og igen: Deres nylige kvalifikation til VM i fodbold følges op med en stålsat overbevisning om at guldmedaljen bringes hjem. Og når det ikke lykkes, er mentaliteten per automatik, at man skal knokle videre. I Danmark er der nærmest national psykose når holdet taber. Islændingene, de maser bare på igen.

En anden årsag til det store forfattertalent er den meget lille sociale spredning, det er for eksempel helt normalt at møde præsidenten i det lokale supermarked. Samfundet er ret rummeligt, der ses ikke ned på minoriteter, og man kan derfor uddanne sig indenfor alle mulige – i danske øjne, perifere og kuriøse retninger. Med de specielle uddannelsesmuligheder følger retten til eksperimentere og fejle alt imens man udvikler sit talent. Forskning i talentudvikling viser, at eksperimenter, leg og det at fejle er essentielle ingredienser, og talent er ikke noget medfødt – man skal bare have en gennemsnitlig intelligens for at kunne blive et talent indenfor et givent felt. Men at udvikle et talent alene, isoleret på sit eget hummer, er ikke en god idé. Det kræver derimod adgang til et domæne, et fælleskab af ligesindede, der kan udveksle erfaringer, forfine og udvikle teknikker. Her har det islandske skrivefælleskab kunnet trække på en århundrede gammel tradition, samtidig med at de har befundet sig indenfor et stærk begrænset geografisk område: de fleste islændinge bor i Reykjavik. Der har aldrig været langt til andre forfatterspirer. Samtidig har isolationen midt i atlanten betydet, at den islandske skrivetradition kunne udvikle sig indenfor sine egne rammer, uden at blive udvasket af udefrakommende forstyrrelser. Deraf kommer den særegenhed der kendetegner de store islændinge, ofte med en iboende tragikomik hvilende i hver eneste sætning. Islandsk litteratur skiller sig klart ud.

De årsager til islands litterære talent vi har påvist er:

Island har en ældgammel skrivetradition
man har i århundreder haft tradition for historiefortælling
størstedelen af befolkningen kan læse
de har en indædt ukuelighed og tro på egne evner
det er fuld tilladt at fejle mens man udvikler sig talent

Ret beset er det ikke kun indenfor litteraturen at islændingene sejrer, men det er dog her de har det største forspring. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at give sig i kast med nogle af de store. Der er rigelig inspiration at finde herunder.

Link til Reykjaviks biblioteks søgetjeneste med beskrivelser af landets forfattere

Udvalgte islændinge anmeldt her på siden:

Kristín Marja Baldursdóttir