Forfatter Teddy Vork – Fem bøger jeg ikke glemmer

At skulle vælge kun fem bøger af alle de bøger, som har efterladt et uudsletteligt indtryk på mig som læser og formet mig som forfatter, er lige så svært, som det må være for en bedstefar at vælge, hvilke af sine talrige børnebørn han elsker højest. Men det var opgaven, så jeg forfaldt til et umiddelbarhedsprincip: De følgende fem bøger var dem, som dukkede op først, da jeg skrev en liste:

1. Dragonlance Krøniker – De første tegn, bd. 1 af Margaret Weis og Tracy Hickman.

Jeg var måske 12 år eller først i teenageårene, det husker jeg ikke præcis. Men jeg var i hvert fald endnu så meget barn, at jeg ikke kunne lade være med at springe fra, klatre eller balancere på stendigerne og halvmurene langs de gader, min mor, far og lillesøster gik langs på vores sommerferie på Bornholm. Det var ferien, hvor jeg smagte min første vaffel med pistacieis. Dét husker jeg, og så at ferien var jævnt kedelig. Jeg havde læst alle de Basserne-blade, jeg havde med, og havde svært ved at få tiden til at gå. Min mor foreslog, at vi kunne finde en boghandel, så måtte jeg få en bog.
Jeg fandt første bind af Dragonlance-krønikerne derinde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte lige den. Måske fordi den indeholdt noget med drager, selv om jeg ikke havde et specielt forhold til fantasy på det tidspunkt. Jeg havde vist læst Den uendelige historie, men ikke meget andet i den genre.
Jeg begyndte at læse, da vi kom tilbage til vores ferielejlighed. Næste morgen da boghandlen åbnede, stod jeg klar og købte bind 2, næste dag bind tre og så videre, indtil der ikke var flere (jeg fandt gudskelov ud af senere, der var en serie med de samme personer, der hed Dragonlance Legender).
Jeg havde læst en del før Dragonlance, men det her var første gang, jeg blev så fuldstændig opslugt, at alt andet omkring mig forsvandt, og jeg kunne ikke få nok af de mange forskellige heltes kampe og intriger, slet ikke nok af den forunderlige verden Krynn, som blev udfoldet for mig i de seks bind.
Dragonlance blev min indgang til rollespil, og alt det, som rollespil gør for fantasien (tænk neongrøn superpotent væksthormon) og gav mig derudover incitament til at begynde at læse på engelsk.
Jeg har stadig serien stående i min bogreol, dog ikke bind 1. Jeg lånte den på et tidspunkt til en kammerat, som på tragisk vis mistede livet i en bilulykke, inden han fik afleveret bogen tilbage. Jeg har aldrig købt en ny. Når jeg kigger på rækken af bøger med blegnede rygge med hullet, hvor De første tegn skulle have stået, husker jeg Morten, på samme tid som jeg husker Tanis, Raistlin, Sturm og alle de andre.

Læs en anmeldelse af Dragonlance på Bogrummet.

2. Jeg har mødt et spøgelse – og andre hårrejsende historier af Lance Salway.

Den forbudte bog tænker jeg altid om Jeg har mødt et spøgelse. Jeg fandt bogen på Esbjerg Bibliotek og lånte den med hjem. Da jeg havde læst den, fik jeg forfærdelige mareridt, især på grund af en novelle, hvor Beelzebub i skikkelse af en flue, besøger en dreng om natten. Min mor forbød mig nogensinde at låne eller læse bogen igen. Det var et af mine første møder med skræklitteratur, og jeg husker tydelig den rædsel, historierne indgød i mig, særlig i stille stunder efterfølgende. Det var samtidig også første gang, jeg oplevede de to modsatrettede følelser i skræk: Jeg lå i min seng og svor, jeg aldrig nogensinde ville udsætte mig selv for så frygtindgydende historier igen, når de fik mig til at føle sådan; for så kort tid efter at opleve den pirrende længsel og fascination af den ukendte verden, rædslerne udsprang fra. Det var som når man mister en rokketand, og ens tunge bliver ved med at søge det ømme, blødende tandkød, selv om det gør ondt.

Jeg lånte selvfølgelig bogen igen, og gemte den for min mor, og fortrød lige efter, jeg havde læst den igen. Men det fik mig ikke til at stoppe. Sådan har jeg det stadig ofte, når jeg læser skræklitteratur.

3. Young Goodman Brown – and Other Tales af Nathaniel Hawthorne.

Hawthorne er ikke lige så kendt en forfatter i Danmark som sin samtidige og lige så fremragende landsmand Edgar Allan Poe. Med hvert sit udgangspunkt og egenartede stil skrev de Amerikansk Gotik, en nybrydende afart af mere traditionel skræklitteratur. Det gjorde de ved bl.a. at bruge og forholde sig til amerikanske motiver, fx landets historie og landskaber. Men mest revolutionerende flyttede de skrækken fra menneskets ydre til det indre. Poe beskriver det selv med sine berømte ord: If in many of my productions terror has been the thesis, I maintain that terror is not of Germany (gamle, europæiske gysere), but of the soul.

Hvis Poe brugte gamle gotik/horrorelementer på denne nye måde, gjorde Hawthorne det i den grad også. Han skrev fem romaner og over hundrede noveller. Jeg tror, jeg har næsten læst alt, han har skrevet, fordi jeg skrev speciale om ham og hans brug af gotiske/skræk elementer. Hans romaner er yderst anbefalelsesværdige, men jeg er særlig begejstret for hans noveller, især dem man kan finde i Young Goodman Brown. Titelnovellen er én af de bedste noveller nogensinde skrevet, og “The Minister’s Black Veil”, “The Birthmark”, “Dr Heidegger’s Experiment” og “Ethan Brand” er næsten lige så gode. I alle fortællingerne viser Hawthorne, hvordan gysermotiver kan blive mere end blot plotelementer, der benyttes til at skrue op for suspense. Han er særlig nyskabende og virtuos i sin brug af symbolik og allegori, som integreres med karakterernes sjæleliv. Hawthorne har været en stor inspiration for mig som forfatter, og jeg vil i den grad anbefale, at man stifter bekendtskab med ham, hvis man ikke har læst noget af ham. I USA har han samme status som Grundtvig her til lands, og han opfattes som staternes første rigtige forfatter.

Læs anmeldelser af andre bøger af Nathaniel Hawthorne på Bogrummet.

4. Min kamp af Karl Ove Knausgård.

Knausgårds Min kamp består af 6 bind og flere tusind sider. Det er litterær maraton i ordets smukkeste forstand. Som løbet indkapsler topmålet af menneskes fysiske formåen, er den autofiktive roman et uomgængeligt højdepunkt for litteraturen, både for skaberen af værket, så vel for læseren. Lige som jeg forestiller mig, at en maratonløber må være udmattet, udtømt ligefrem, må vedkommende også opleve stolthed og berigelse efter anstrengelsen, og sådan tror jeg også, de fleste læsere af Min kamp vil føle.

Da jeg læste bind 1 for en del år siden, blev jeg blæst omkuld over, hvor vanvittig dygtig en forfatter Knausgård er. Det er svært for mig her at kondensere helt præcis, hvorfor Min kamp betyder så meget for mig, men det handler nok især om den adgang man får til Knausgård-karakterens følelser og refleksioner. Her holdes intet tilbage, og man oplever den sjældne, helt åbne adgang til et andet menneske, som om en hånd rækker ud fra siderne og griber din. Det handler også om Knausgårds sprog, som er så smukt uden at ville være det, men bare er det i kraft af dets præcision og sanselighed i kampen for at fastholde de ting, vi ikke bør glemme, men alligevel gør, fordi de ikke føles væsentlige i øjeblikket.

Læs anmeldelser af andre bøger af Karl Ove Knausgård på Bogrummet.

5. Stillidsen af Donna Tartt 

Donna Tartts roman Stillidsen er nok den roman, jeg har læst de sidste par år, som har gjort stærkest indtryk.

Bogen handler om Theo, der mister sin mor som 13-årig, ved et bombeangreb på et kunstmuseum i New York. Efter eksplosionen finder Theo en ældre, døende mand i ruinerne. Han rækker Theo et berømt renæssancemaleri af en stillids og beder ham passe på det.

Resten af romanen følger Theo i årene op til de første voksenår. Hvordan savnet efter moren påvirker ham. Nye, stærke venskaber, faderens svigt, kærlighed, misbrug.

Som læser bliver man ekstremt grebet af Theos skæbne, som den udfolder sig, og man har svært ved både at slippe ikke bare bogen, men også tanken om Theo, når man er færdig.

Stillidsen kan mange ting, men først og fremmest er det et af de stærkeste personportrætter, jeg nogensinde har læst. Det er svært at forstå, hvordan Tartt dog er i stand til mane en så troværdig og kompleks karakter frem, som man både holder meget af og samtidig bliver frustreret over. Derudover teleporterer Tartt også læseren til romanens forskellige miljøer, så man føler, man vandrer rundt blot et halvt skridt bag Theo.

Men det er vel det, litteratur og fiktion kan og skal. Vise os, hvordan det føles at være en anden end en selv, vise os en anden verden. Det gør Stillidsen i dén grad.

Læs tre anmeldelser af Stillidsen på Bogrummet.

Om Teddy Vork:

Bor i Esbjerg med sin søn

Han er cand. mag. i engelsk, dansk og skrivekunst, og arbejder på Sosu-Esbjerg, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Vandt “Årets Danske Horrorudgivelse 2014” for “Sprækker” og 2020 for “Mulm”, sidstnævnte har snart premiere som film.

Læs anmeldelser af Teddy Vorks bøger på Bogrummet

Fotos: Ditte Vort Huitfeldt (øverst) og Peter Langwithz Smith.