Min far læste højt for mig. Astrid Lindgren, Laura-bøgerne, Silas-bøgerne, Hobitten og Jules Verne’s romaner. Jeg begyndte selv at læse tidligt, og jeg læste meget som barn og som ung. Masser af romaner og hesteserier, fantasy, Saxo og alt om indianere, kong Arthur og ridderne om det runde bord, fortidsdyr og nulevende dyr. Det bedste var at synke ned i den store lænestol med tre-fire grønne æbler og bare forsvinde.
Som atten-årig droppede jeg ud af 1G og blev optaget på musikkonservatoriet, og otte år senere debuterede jeg som koncertpianist fra solistklassen. Men fra første dag som konservatoriestuderende var jeg vældig bevidst om, at jeg herfra selv havde ansvaret for min øvrige kulturelle dannelse. Derfor pløjede jeg mig sideløbende igennem Shakespeare og Göethes værker, de store russere og de islandske sagaer, digte og gamle dannelsesromaner. Jeg elskede Chopin og hele romantikken og læste aldrig moderne værker men altid klassikere, og igennem musikken blev jeg interesseret i historien og de fordums tider.
For mig var litteraturen alt det, jeg ikke selv oplevede eller kunne se på gennem mit eget vindue – og sådan er det stadig. Efter min debutkoncert fik jeg fire børn i rap og begyndte at skrive mere end jeg øvede mig, mens jeg samtidig blev ansat på universitetet, tog en organistuddannelse og fik kirkejob inden den afsluttende eksamen. Det blev travlt! Og min tid som læser blev afløst af en ny tid som forfatter. Debut-romanen Arnulf er skrevet i hånden i bussen og toget imellem Hillerød, Roskilde, København og Frederikssund.
1) BRØDRENE LØVEHJERTE af Astrid Lindgren
stod mig meget nær som én af de helt store bøger i mit unge liv. Jeg læste den mange gange og fik ondt i maven, hver gang den var slut. For det var forfærdeligt at slippe dette univers, der var lige så eventyrligt og dramatisk, som det var dybt og vidunderligt smukt igennem de troværdige personer og relationer. Fortællingen turde tage døden ved hornene, og alle de stærkeste følelser kom i spil. Uden at den unge læser blev skånet for noget, blev der samtidig rakt nogle næsten magiske sætninger til værn imod det onde, som kunne tages med i livet og gemmes, indtil der blev brug for dem.
2) RINGENES HERRE af J.R.R. Tolkien
blev det næste storværk, som jeg dårligt kunne bevæge mig ud af, og som ligeledes blev læst til laser. Igen og igen lod jeg mig opsluge ind i en fantastisk episk verden, der gjorde hverdagen næsten uudholdelig, hver gang sidste side atter var nået. Konger og bedrifter og udholdenhed, skønhed og ondskab og sammenhold, ældgamle slægter og historie. Jeg elskede den!
Langt senere opdagede jeg, at jeg selv som dansker bor midt i det virkelige Midgård. For den nordiske mytologi og hele den tidlige middelalderhistorie, som Tolkien suger så dybt af, var engang virkeligheden netop her! Vi havde masser af drager og helte og elverfolk og troldmænd og dværge og magi og orker, for vi havde orme og dristige krigere og diser og fylgjer og sejdkvinder og stedlige småfolk og jætter, som ikke behøvede at blive spundet ind i et opdigtet univers. De var nemlig virkelige, selvom ikke alle ved selvsyn havde mødt dem! Og jeg er selv en del af dem.
Læs en anmeldelse af ‘Ringenes herre’
3) GUNLAUG ORMSTUNGES SAGA
fulgte mig længe. Den islandske saga satte sig dybt og uudslukkeligt i mig allerede som teenager. Den unge uforfærdede trodsende islænding med sin altid hvasse tunge: ”Den halter ej, hvis ben er lige lange.” Ikke noget piv over en byld på foden, men togter og vovemod og stormende kærlighed til den fagre Helga, som han til sidst kæmper til døden om. Hun ægter derfor en god bonde, som siden må finde sig i, at hun stundom tager Gunlaugs kappe frem og sidder med den. Wow, som det jager i hjertet! Mon ikke at Gunlaug har stået fadder til min Arnulf? Jeg tror det.
4) RØDE ORM af Frans G. Bengtsson
er vikingebibelen næst efter de gamle sagaer. Den er aldeles vidunderlig, fordi den er så menneskelig, bramfri, indlevet, i pagt med sin tid og sindrigt morsom! Refleksionerne og replikkerne og sproget er formidabelt, og humoren er sublim. Fortællingen om Orms omskiftelige liv og lange rejser på Haralds Blåtands tid er skjaldemjød, når den er stærkest.
Jeg genhørte for nyligt romanen som lydbog og var nær kørt galt i bilen alle de gange, jeg skraldgrinede. Frans G. Bengtsson er nok den af alle forfattere, jeg allerhelst ville give et kæmpekram, og som daneskjald er det arven efter Røde Orm, jeg allerhelst vil løfte.
Læs en anmeldelse af ‘Røde Orm’
5) HENRY DEN FEMTE af William Shakespeare
er det værk af Shakespeare, jeg holder allermest af. We happy few! Hvilket sprog, hvilket drama! Triumfer og tragedier trækkes ind på scenen, så bænkene brænder i The Globe, mesterens gamle runde teater, og ordene klinger, så brystet brænder. Gandalf og Aragorn stillede sig foran Sauron, javist, men kong Henry red durk ind i Frankrig for at møde den samlede franske spektakulært overlegne ridderhær med en vaklende udsultet, sygdomsplaget flok ved Azincourt, hvor han satte lid til bueskytterne og ikke til sine adelige rustede ryttere. We happy few! Han ønskede sig ikke én mand mere i den kamp, han ville vinde – og som de vandt!
Jeg mødte Shakespeare mange gang i min research til min trilogi Ridder Hialmar, for jeg fandt hans fodspor og kunne se ham over skulderen. Og selvfølgelig måtte Hialmar Gunwardsøn deltage i det fatale og aldrig glemte slag som den eneste danske deltager…
_________________________________________________________________________________________________
Om Susanne Clod Pedersen:
50 år og uddannet koncertpianist og organist, og arbejder ved siden af sit forfattervirke som studielektor ved Institut for Kunst og Kultur, Københavns Universitet, og som organist ved Græsted kirke. Har fire børn der betyder alt for hende.
Har skrevet tolv historiske romaner og skriver nu på femte bind i vikinge-serien Arnulf sagaen. Den store nordiske fortælling om magtkampe, ære, hærfærd og hævntogter oprulles her i al sin storladne skønhed og gru, og sagaen er en episk tour de force igennem vikingetiden i årene omkring årtusindskiftet. Fiktion blandes med historisk arvesølv, mens Arnulf vokser fra at være en ilter ung mand til at blive en erfaren og berejst kriger og jomsviking med ansvar for børn og viv.
Baserer hver bog på grundig research og samspil med historikere og fagfolk og veteraner, og stræber efter at give et seriøst dansk bud på vores vikingefortid.
Læs mere på Susanne Clod Pedersens hjemmeside
Læs anmeldelser af Susanne Clod Pedersens bøger på Bogrummet
__________________________________________________________________________________________________