Forfatter Rasmus Hastrup – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 9. marts 2023
 

Jeg lærte at læse meget tidligt, før jeg kom i skole. Jeg er vokset op i et hjem med bøger, så de har været en naturlig del af mine omgivelser hele mit liv.
Bøger har betydet helt kolossalt meget for mig. De har været fuldstændig afgørende for den måde, jeg oplever verden på; de har udvidet mine horisonter og næret min forestillingsevne. De har underholdt og beriget mig i mange år. Og ikke mindst har de fungeret som kærkommen eskapisme. Når jeg havde det hårdt i skolen – det var ikke altid lige populært at være den nørdede type – skyndte jeg mig hjem, gik op på mit værelse og satte mig til at læse. Jeg flygtede ind i verdener og virkeligheder, der var mere behagelige end dem, jeg ellers var tvunget mig til at opholde mig i. Serien om De Tre Detektiver (flere af dem byder faktisk på temmelig elegant udtænkte strukturer og snedige gåder) blev købt, når jeg fik lommepenge; de var en stor glæde, og samtlige de første 30 i serien har jeg læst minimum tre gange. Biblioteket og Gyldendals Børnebogklub var også storleverandører i mine første adskillige læseår. At skulle udvælge fem bøger, jeg aldrig glemmer, er en svær opgave. Ikke fordi jeg ikke kan huske fem, men fordi jeg husker så mange flere; jeg kunne sikkert finde frem til fem hundrede, der har været særlig vigtige for mig. Men jeg prøver:

 

1. John Irving: Verden ifølge Garp.

Det var den første rigtige voksenbog, jeg læste. Jeg var tretten eller fjorten og fandt den en dag på en af mine forældres reoler. Jeg slugte den, og fra da af vidste jeg, at mit liv på en eller anden måde skulle kredse om litteratur. Det var ikke fordi, jeg pinedød ville være forfatter ligesom Garp, men snarere en mere amorf fornemmelse af, at litteraturens verden helt generelt også var min verden. Således er dette velsagtens den bog, der har betydet mest for mig. Jeg har siden læst den i hvert fald ti gange, men sjovt nok altid kun i David Gress-Wrights danske oversættelse.

Læs en anmeldelse af Verden ifølge Garp

 

 

 

2. Stephen King: Drengen, der skinnede.

Det var titlen på den første danske udgave af The Shining; senere kom den som bekendt til at hedde Ondskabens Hotel. Det var ikke ret længe efter jeg havde læst Garp, og jeg var nær død af skræk. Scenen med hækkedyrene… King var i mange år min yndlingsforfatter, og jeg køber stadig hans bøger, hver eneste gang han udgiver nyt. Selv om der er titler i forfatterskabet, som kun kan betegnes som gedigne skuffelser, er han en fremragende historiefortæller.

Læs tre anmeldelser af Ondskabens Hotel

 

 

 

 

3. J.G. Ballard: The Complete Stories.

Man hører jævnligt folk sige, at krimier/ science fiction/ horror/ romance/ fantasy ikke er noget for dem. Jeg har altid været temmelig ligeglad med genrer, eller sagt på en anden måde: Der er ikke noget, jeg ikke vil læse, så længe det godt skrevet og/eller originalt tænkt og/eller virkelig godt udført. Jeg bliver til gengæld irriteret, hvis der sjuskes med sproget, eller det hele bygges op af klicheer og fortærskede troper. Det var Ballards noveller, som mere end noget for alvor åbnede mine øjne for, hvad de fantastiske genrer kan – selv om jeg ikke dengang tænkte på dem som tilhørende nogen genre; de var bare så vilde og sære og utrolige fede at læse. Hans litterære fantasi er uovertruffen; selv de historier, der er rendyrket science fiction, har elementer, som er så forbløffende originale, at man bliver nødt til at standse op og bare sidde lidt og lade beundringen lægge sig som en silkekappe om det læsende hjerte. De samlede noveller fylder næsten 1200 meget tætskrevne sider og er et uudtømmeligt skatkammer, en guldgrube af inspiration, som repræsenterer en forestillingsevne uden grænser.

 

4. Inger Christensen: Samlede digte.

I perioder læser jeg mange digte, og især Ted Hughes, e.e. cummings, Laura Riding, Sophus Claussen, Otto Gelsted, Frank Jæger og Tove Ditlevsen hører til blandt favoritterne. Men den, jeg altid vender tilbage til, er Inger Christensen. Hendes digte kan være lavmælte, men alligevel med en iboende diskret vildskab; de kan være mere åbenlyst vilde, men samtidig stramt styret. Jeg kan altid opleve noget nyt, når jeg læser Inger Christensen; her er tale om sproglige eksplosioner, hvis lige det er svært at finde nogen steder.

 

 

 

 

5. Margaret Atwood: The Handmaid’s Tale / Audrey Niffenegger: The Time Traveler’s Wife.

Her snyder jeg lidt og vælger to, som deles om den sidste plads på listen. Det er ikke fordi de to bøger minder om hinanden, men for mig repræsenterer de hver især en umanerlig sjælden form for litterær perfektion: Følelsen af, at hvert eneste ord står nøjagtig, hvor det skal stå for at opnå den bedst tænkelig effekt; en komposition, hvor absolut intet er overladt til tilfældighederne, hvor der ikke er en finger at sætte på noget som helst, hvor alt går op i en højere enhed. Det er to meget, meget ærefrygtindgydende læseoplevelser.

Læs to anmeldelser af The Handmaid’s Tale

Læs en anmeldelse af The Time Traveler’s Wife

 

 

Om Rasmus Hastrup:

Født i København 1971 og bor fortsat i hovedstaden med sin familie. Er cand.mag i engelsk og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet (2001).

Som forfatter han han skrevet fire bøger, der alle er udgivet på Screaming Books. Som oversætter har han oversat bøger af George Orwell, John Irving, Michael Connelly, Don DeLillo og mange andre.

Læs mere på Hastrups hjemmeside.

Læs anmeldelser af Hastrups bøger på Bogrummet.

Forfatterfoto: Oliver Bruun Rasmussen