Forfatter Martin Petersen – Fem bøger jeg ikke glemmer

Kasper Kanin af Ariane
“Fem bøger jeg ikke glemmer”; jeg tænker straks på den bog jeg har husket længst, nemlig “Kasper Kanin” af Ariane. Jeg var vel 4 år og kan overhovedet ikke huske hele bogen. Men der er én sætning der står klart, og den er forbundet med angst.
Kasper er en sød kanin der bor i sin hule, spiser salat og er glad. Der bor desværre en fjende i nærheden, en mår, og det er forfatterens indledende beskrivelse af måren der stadig minder mig om noget faretruende: “Og måren strakte sig og gabede …” Jeg ville ikke høre mere! Der var et stort billede af det rødbrune rovdyr, man kunne se dens tænder, og når vi kom til den side, turde jeg kun kigge på billedet i et halvt sekund. Min mor vidste det og var klar til at lukke bogen når vi kom dertil. Tænk at måren strakte sig og gabede, så veloplagt og afslappet. Klar til kaninjagt.
Heldigvis sejrede det gode. Kasper blev ikke ædt og lever stadig i bedste velgående.

Mio, min Mio af Astrid Lindgren
Den næste læseoplevelse er heller ingen læs-selv-erindring. Det var mig der læste op for en flok 8-årige elever i den 2. klasse jeg var klasselærer for: Bo rejser fra vores almindelige verden til “Landet i det fjerne” hvor han finder ud af at han i virkeligheden er prins Mio der bor sammen med vennen Jum-jum hos sin far på slottet. Udenfor sker frygtelige ting: Børn bliver røvet af Ridder Kato og hans sorte riddere, og kun en kongesøn kan befri dem. Mio og Jum-jum rejser ind i ondskabens rige og kæmper, godt rustet af varmen fra deres venskab og kongens kærlighed. Spisepauserne hvor oplæsningen ofte fandt sted, måtte vi begynde før tiden, og børnene blev af Lindgrens univers ført helt ud til kanten af deres følelsesregister. De holdt om hinanden gennem de svære steder, og flere tårer saltede leverpostejmadderne rundt omkring. Stor oplevelse at formidle den tekst.

Norrlands Akvavit af Torgny Lindgren
Jeg er vild med flere svenske forfattere som Enquist, Ekman og Tunström, men her har jeg valgt Torgny Lindgren. Han tilbyder en dyb indsigt i livet krydret med en skøn humor. I “Norrlands Akvavit” vender en 83-årig prædikant, Ole Helmersson, tilbage til et lille sogn i Västerbotten hvor han 50 år tidligere har omvendt sognebørnene til en stærk og dogmatisk kristentro. Hans problem er at det i de mellemliggende år er gået op for ham at troen bygger på en løgn, og han har derfor besluttet at opsøge de overlevende og undskylde at han har prædiket en falsk lære for dem. Han kører rundt på sin gamle cykel, taler med folk, undskylder og nyder og byder en spids af yndlingssnapsen, Norrlands Akvavit. Højdepunktet er mødet med Gerda der ligger for døden, og da hun hører at han er tilbage i sognet, beder hun ham om at komme og give hende en sidste nadver og holde en andagt. Hun er den eneste der stadig er stærk i troen, og hun bliver så lykkelig over at se Helmersson, så afklaret og parat til at dø at han dropper sin intention om at tilstå løgnen og for en kort stund finder de gamle prædikantord frem igen. Sammen beder og synger de og i stedet for trosbekendelsen tilbyder han hende en velvoksen Norrlands Akvavit der sammen med gudsordene baner vejen for en smuk afrejse.

Vanære af J.M. Coetzee
Sydafrikanske J.M. Coetzees bedste bog, “Vanære”, handler om en 50-årig, nyskilt, universitetsprofessor der bliver fyret på grund af en affære med en studerende. Han beslutter sig for at besøge sit sidste holdepunkt i livet, en datter der har bosat sig langt ude i bushen hvor hun forsøger at drive en farm. En undertone i bogens indledning er ophævelsen af Apartheid; endelig er Sydafrika ved at blive det frie og demokratiske land man længe har håbet.
I bushen hvor de sorte er i flertal, vender det hele på hovedet. For at overleve er datteren nødt til at forholde sig og handle med brutalitet over for de lokale, noget professoren til at begynde med ikke kan forstå.
Kan han få etableret i godt forhold til datteren? Hvordan skal de sammen forholde sig til den faktiske trussel som nogle af de lokale (sorte) udgør. Magt, sult og hævn er ikke kun drivkræfter for hvide mennesker. Hvordan agerer man i forhold til det, uden at være racist?

Læs anmeldelse af “Vanære”

Den ottende bonde af Bent Haller
Den dansker der skal med her er Bent Haller og hans “Den ottende bonde”.
Romanen er en indsigtsfuld og skarp kortlægning af hvordan manglende kærlighed nedarves gennem generationer. Og den foregår i et miljø der også nedarves, nemlig på et dansk landbrug hvis ejerfamilie vi følger fra en gang i 20-erne til nu.
Kan mennesker virkelig på så grum vis ødelægge deres børns mulighed for at finde kærligheden? Bogens svar er ja.
Haller er en mester i at skildre bondemiljøet, fra menneskene der skider i stalden i 20‘erne til alle de tekniske landvindinger op gennem 40‘erne og 50‘erne. Det følelsesmæssige miljø sker der ikke mange landvindinger i.
En bog man bliver glad af at læse? Nej. En bog der gør én klogere og fuld af indsigt? Ja. Man lægger den fra sig med et: “Kan mennesker virkelig være sådan?”

Martin Petersen

Martin Petersen debuterede som forfatter med digtsamlingen “Gennemblæst” i 1987 og har siden udgivet både børne- og ungdomsbøger og romaner for voksne.

30. oktober udkommer en ny ungdomsroman “I skyggezonen” (Høst & Søn) om Charlie, et uledsaget migrantbarn, der af sin far bliver sendt væk fra stor fattigdom med håbet om en bedre tilværelse i nord.
Migrantens oplevelse af at måtte krydse landegrænser, og ikke mindst egne grænser, for at klare sig, er et meget aktuelt tema.

“I skyggezonen” er en selvstændig fortsættelse af “Exit Sugartown” fra 2014.