Forfatter Brian Dan Christensen – Fem bøger jeg ikke glemmer

Det begyndte, som alt andet, med mor. Hun læste historier højt for os om aftenen, bad aftenbøn og sang ”Nu lukker sig mit øje”. Da jeg selv begyndte at læse var det først Anders And, siden Tintin og Lucky Luke, dernæst fagbøger om alt fra biler, motorcykler og skibe (tre klare tegn på udlængsel) til papegøjer, Hjemmets Leksikon og Albert Goldmans 600-siders Elvis-biografi, som min engelsklærer lod mig læse på originalsproget, mens de andre læste Steinbeck i fotokopi. Fiktion kom senere for mig, for det var facts, jeg længtes efter. Min ældste bror blev journalist og flyttede til Kongens København, hvor han fiskede laks med landets udenrigsminister og havde tilfældigt samkvem med popstjerner, tv-korrespondenter, installationskunsterne og andre militærnægtere. Når han en sjælden gang besøgte sin fattige og forfrosne familie i den nedslidte lejebolig et sted i Jylland, en familie, hvis eneste kontakt med omverdenen gik via Dødehavsrullerne og Danmarks Radio, havde han som regel en smuk kvinde under armen og en Stephen King-mursten i lædertasken. Så kiggede jeg op fra fedtemaden og osteskorperne og tænkte: ”Det der er vejen frem, kammerat.” Siden har jeg selv læst King. Og har studeret litteraturhistorie og skrevet om Borges, Eliot, Wittgenstein og Kierkegaard. Og digte, romaner og sange. Men det startede med mor. Siden har jeg lært, at fiktion er lige så virkelig som facts.

1) LAKE WOBEGON DAYS af Garrison Keillor:
Jeg mødte den amerikanske forfatter Garrison Keillor, da jeg var 22 år. Han inviterede mig til at flytte til Amerika og bo i hans gæstehus, en bjælkehytte, ved St. Croix-floden på grænsen mellem Minnesota og Wisconsin. Her boede jeg i et år, hvor jeg skrev på en gammel Underwood, spillede guitar og traf musikere som Chet Atkins og Everly Brothers på Keillors radioshow. Jeg læste Garrisons bøger om den fiktive by, Lake Wobegon – og har siden oversat ham til dansk (”En stille uge i Lake Wobegon”, Gyldendal, 2008). Keillor blev i tidens løb min ven og mentor, og jeg optrådte for nylig på hans radioshow, ”A Prairie Home Companion”, hvor jeg på scenen i Nashvilles Ryman Auditorium – hvor også Johnny Cash og Hank Williams har stået – foran et live publikum og over 4 millioner radiolyttere sang Elvis Presleys Heartbreak Hotel – på dansk. Keillors univers er mesterligt skildret, både i hans bøger om Lake Wobegon og i den ugentlige monolog på showet. I Danmark virker humor som henlagt til stand-up og tv-shows. I USA er det en litterær genre, der trives vel i skyggen af gamle mestre som Mark Twain, James Thurber og E.B. White. Vellykket humor har ofte en mørk og alvorlig side, og det samme har humoristen.

Læs en anmeldelse af ‘En stille uge i Lake Wobegon’

2) COMPLETE POEMS (1904-1962) af e.e. cummings:
Det er en moppedreng på 1.100 sider. Jeg købte den i 1992 i en boghandel nær Chippewa Square, det torv i sydstatsbyen Savannah, Georgia, hvor Forrest Gump to år senere sad og fortalte sin og nationens dystre og bittersøde historie. Cummings blev opdraget til at være digter. Han var lille af vækst, og klassekammeraterne sagde drillende: ”the Lord forgive us our shortcomings”. Men han blev en gigant. I mange år rejste jeg ingen steder uden mine Cummings-digte. Han er kendt for sine komplicerede sætninger, hvor ordenes rækkefølge er byttet om, og digtet er sindrigt arrangeret på bogsiden, men han skriver også smukke og helt enkle kærlighedsdigte. Han boede på Patchen Place i New Yorks Greenwich Village, dengang man stadig kunne gøre den slags for 25 dollars om måneden, et sted, jeg ofte kører forbi på min gamle sorte herrecykel. Der findes et e.e. cummings society, som årligt udsender tidsskriftet SPRING (altså ”forår”, ikke at forveksle med det danske tidsskrift af samme navn) med artikler m.v. om forfatteren. Navnet har de fundet i et digt, der starter med linjen: ”spring is like a perhaps hand”. Og det er foråret jo.

3) GLEMMESTEDER af Henrik Nordbrandt:
I mine øjne er Nordbrandt den største danske digter. Jeg har valgt Glemmesteder, fordi jeg for alvor opdagede Nordbrandt omkring 1991, hvor Glemmesteder udkom. Nordbrandt var i mange år eksilets digter, og det fandt – og finder – jeg meget inspirerende og appellerende. Selv endte jeg i USA, men Middelhavet – Nordbrandts territorium – er et område, hvor jeg har rejst meget, særligt Spanien, hvor jeg kender til sproget. Der er en hjemløshed i Nordbrandts digtning, som jeg altid har fornemmet i mit eget liv. Det er fyldt med glemmesteder, opbrud og ankomster, begreber jeg finder hos digteren. En del af Nordbrandts digtsamlinger er udkommet på Brøndums forlag, og da jeg i sin tid sendte min egen første digtsamling, ”Engle af glas”, til Hans Jørgen Brøndum, skrev han tilbage og sagde, at han kun få gange i et langt forlæggerliv havde oplevet at få tilsendt så overbevisende et manuskript. Jeg fandt ingen grund til at komme med indvendinger, og min debutbog udkom i 2003 – smuk, okkerrød og med en tegning af Ejler Bille. På Litteraturhistorie skrev jeg et speciale om Henrik Nordbrandt, der senere udkom som ”Mellem verden og drømmen”, en bog, jeg ikke har set i årevis. Men stort set alle Nordbrandts værker står stadig i bogskabet.

4) MUSIK FOR KAMÆLEONER af Truman Capote:
Capote er en krukke og en tragisk skikkelse. Da ”Music for Chameleons” – der rummer både noveller og non-fiction – udkom i 1980, var det forfatterens første egentlige udgivelse siden mesterværket ”Med koldt blod”, der i 1965 cementerede Capote som en absolut litterær superstjerne, en status, han omtrent ti år senere ville sætte over styr ved at publicere nogle noveller i magasinet Esquire, hvor han, under et tyndt lag litterær fernis, afslørede de rige og berømtes intime hemmeligheder. Det var socialt selvmord, og Capote blev en paria og døde som 59-årig i 1984, fordrukken, fed og færdig. Når jeg skriver romaner om mine egne jetsetvenner – primært senatorfruer, tv-advokater og Elvis-imitatorer – sørger jeg derfor altid for ikke alene at ændre deres navn, men også deres højde og øjenfarve. Capote begyndte – efter eget udsagn – at skrive som 8-årig. Da han som 23-årig i januar 1948 udgav ”Other Voices, Other Rooms” var folk forbløffede over, hvordan så ung en mand kunne skrive så godt. ”Forbløffende?” sagde Capote. ”Jeg har jo skrevet dag ud og dag ind i fjorten år”. At være romanforfatter handler mestendels om vedholdenhed. Talent er overvurderet. Hvis ikke man kan sidde mange timer hver dag, alene med sine tanker og følelser, alene med stemmernes dialog inde i hovedet, så skal man vælge en anden beskæftigelse. At være forfatter er ikke et kald. Det er hårdt arbejde.

5) DET BYDER MAN IKKE CARMEN af Raymond Chandler:
Chandler skal med, fordi han er mesteren inden for sin genre. ”Det byder man ikke Carmen” er den danske oversættelse af ”The Big Sleep” (1939), og jeg har den i en dansk udgave fra forlaget Hassing (1942), hvor der på titelbladet står ”Kriminal-Roman fra Hollywood”. Chandler skabte Philip Marlowe, der er blevet sindbilledet på den hårdkogte detektiv. ”Hun prøvede på at sætte sig på mit skød, mens jeg stod op,” siger Humphrey Bogart om Carmen Sternwood i Howard Hawks filmatisering (1946), der på dansk kom til at hedde ”Sternwood mysteriet” og havde ingen mindre end William Faulkner som manuskriptforfatter. Raymond Chandler var en blød mand, der elskede sin hustru Cilla og i et af sine breve skrev om hende, at hun var den flamme, han forsøgte at varme sine fingre ved, og at intet, han nogensinde havde skrevet, fortjente en flig af hendes opmærksomhed. Med hendes død brød Chandlers verden sammen, og han levede sine sidste år sammen med sine katte i byen La Jolla, Californien. Om aftenen sad han og skrev breve – her til sin forlægger i England: ”Jeg prøver på ikke at tænke for meget på Cilla. Sent om aftenen hører jeg lette trin på gulvtæppet og ser et blidt smil over lampeskærmen, mens en stemme kalder på mig med et kælenavn. Så går jeg ud i spisekammeret og laver en stiv brandy.” At være forfatter har meget tilfælles med at være skuespiller. Og ingen er bedre til at spille hårdkogt end en blød mand.

Læs en anmeldelse af ‘Den lange søvn’

_________________________________________________________________________________________________________

Om Brian Dan Christensen:
Brian Dan Christensen er forfatter, oversætter og sangskriver. Han er cand.phil. i litteraturhistorie, har studeret klassiske sprog og været redaktør ved Litteraturmagasinet Standart. Hans første roman, den satiriske spændingsroman ”Øen med de ni broer” (Gyldendal, 2011), fik anmelderne til stilmæssigt at sammenligne ham med forfattere som Bjarne Reuter, Hans Scherfig, Poul Henningsen og Klaus Rifbjerg. Hans seneste udgivelse, romanen ”Det koldeste land i verden”, udkom i november 2015 (som en af vinderne i en romankonkurrence hos forlaget EgoLibris).

Brian Dan Christensen er født i Danmark men bor i Brooklyn, New York, hvor han p.t. arbejder på en ny roman, en historie om kærlighed, tab, venskab og skyld, som bliver fortalt af den 59-årige tidligere marinesoldat og vietnamveteran, Howard Walker, mens denne kører en bus på tværs af USA.

Læs mere om Brian Dan Christensen: www.briandanchristensen.com

Læs anmeldelserne af Brian Dan Christensens bøger på Bogrummet

Forfatterfoto: Dana Ullman

_________________________________________________________________________________________________________