Forfatter A. Silvestri – Fem bøger jeg ikke glemmer

af d. 5. marts 2017
 

Jeg er et af de der irriterende mennesker, der nærmest kunne læse før jeg kom i skole, og tilmed gjorde det. Barndomshjemmet var fyldt med bøger, i bogstaveligt talt alle genrer, og min mor insisterede på at læse godnathistorier højt for mig og min bror. Vi nåede igennem alle Lindgrens klassikere, sande horder af eventyr, fabler og fortællinger og Laura Ingalls Wilders serie om ‘Det lille hus på prærien’. Jeg læste alt, fra klassikere til opslagsværker, noveller, digte, artikler, romaner, ungdomsbøger, leksika og Anders And-blade. Hvis jeg ikke kunne finde noget derhjemme, hærgede jeg de lokale biblioteker efter læse- og lyttestof. De mange forskellige bøger har givet mig en bred smag, og det betragter jeg som uvurderligt. Det var svært kun at vælge fem værker, jeg måtte fravælge fantastiske forfattere som John Steinbeck, Martha Christensen, Terry Pratchett, Gustav Wied og Herman Bang undervejs, men jeg har forsøgt at vælge noget smukt og stort og varigt og sjovt og rædselsfuldt … på den gode måde.

 

1) Candide af Francois Voltaire

Voltaires Candide læste jeg første gang da jeg var i starten af tyverne, og jeg har læst den en gang om året lige siden. Udviklingsfortællingen om den unge mand, der starter livet positiv og med tro på det gode, men efterhånden gennem sine rejser bliver meget klogere, er en fortælling jeg især tidligere kunne spejle mig i, men som jeg nu sætter højt også på grund af tekstens iboende ironi, og den enkle morale at man selv må klare sine problemer, for Gud skal man ikke regne med. Der er noget fantastisk ved en bog, der ved hver gennemlæsning føjer noget nyt til det den allerede har givet, og at den samtidig har en masse grimhed mellem, over og under linjerne gør ikke det mindste.

 

 

2) En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes

Jeg synes, at et af de vigtigste træk en forfatter kan have, er at denne leger med sproget, og eksperimenter med form, opsætning og fortællerstemmer. Derfor er det ikke noget tilfælde, at jeg gerne vender tilbage til Julian Barnes, og især 10½ kapitel. Menneskets sjæl og historie, reaktionsmønstre og skæbnetro udspilles over 10 kapitler, hvor et af kapitlerne bliver fortalt fra træormene i Noahs arks perspektiv, et andet tager udgangspunkt i The Raft of the Medusa malet af Géricault, et tredje følger to kvinder på tur til bjerget Ararat og en af dem kommer ikke hjem. Kapitlerne er egentlig mere noveller, men er gennemsyret af fælles billeder og tanker. Og måske vigtigst af alt: Den er skideskæg.

Se det omtalte maleri her.

 

 

3) Hjerter i Atlantis af Stephen King

King er selvfølgelig mest kendt for horror, og jeg holder også meget af især hans lidt ældre værker, som ‘Opgøret’, ‘Desperation’ og ‘Efter midnat’. ‘Hjerter i Atlantis’ er ikke horror, men den har stadig et par fantastiske genretræk syet ind i stoffet. Bogen er en samling af fem noveller, der handler om USA fra omkring 1960 til slutningen af det tyvende århundrede, og en del af personerne går igen i de forskellige noveller. Det fascinerer mig til dato, at historierne hver især er gode, men ikke fantastiske. Det bliver de først, når man har læst dem alle og ser sammenhængene. Om stærk kærlighed, der ikke er stærk nok. Om holdninger og brændende revolution, der går ud. Om at være født i et Amerika, et Atlantis, en verden, der ikke findes længere. Det er få bøger, der får mig til at knibe en tåre. Det gjorde denne.

 

 

4) Fahrenheit 451 af Ray Bradbury

Jeg ser Bradburys klassiker fra 1953 som det sidste blad i det dystopiske science fiction-trekløver, hvor Aldous Huxleys ‘Fagre nye verden’ og George Orwells ‘1984’ er de andre to. Tilsammen rammer de fremtiden, vores nutid, ret godt. Det, der får Fahrenheit 451 til at stå frem hos mig, er, udover Bradburys altid sære men rammende metaforer, at den stikker dybt i et af mine ømmeste punkter, nemlig kunsten. 451 grader Fahrenheit er den temperatur hvorved alt kunstnerisk brænder, film, plader, malerier og især bøger, og i det dystopiske samfund sendes brandmænd ud, ikke for at slukke, men for at påsætte ilden. Bøger og kunst er nemlig farligt, da begge dele kan fremprovokere uønskværdige følelser. Bogen er stadig aktuel, og jeg vil bede alle om at læse den. Både fordi den er den mindst kendte af de tre … og fordi, at den lige om lidt kan være brændt.

 

 

5) Books of Blood – Clive Barker

‘Books of Blood’ købte jeg under en ferie i England, da jeg var i starten af tyverne, og jeg blev øjeblikkeligt opslugt, hvilket min daværende kæreste mildest talt var utilfreds med. ‘Books of Blood’ er noveller, det er horror, og det er velskrevet, eksplosiv og anderledes tænkende horror. Blandt novellerne vil jeg fremhæve ‘The midnight meat train’, der på vild vis omdanner New Yorks historie til fysiske rædsler, og ‘The Body Politic’, hvor det viser sig at menneskets hænder, alle menneskers hænder, gør oprør mod deres værtskroppe. Sygt og sjovt! Barker er skammeligt overset i Danmark, men i starten af 00’erne udkom et par småbind på forlaget Artia. Hvis du kan få fingre i dem, så læs dem. For jeg synes ikke en bog kan få en bedre anbefaling, end at den fik en 21-årig mand til at glemme sin kæreste under en ferie i England, og det på trods af at de havde eget soveværelse!

Læs en anmeldelse af bog 5, ‘I kød og blod’

 

 

______________________________________________________________________________________________

Om A. Silvestri: 

A. Silvestri er forfatter, og debuterede i 2010 med novellesamlingen ‘Køtere dør om vinteren’. Siden er det blevet til yderligere syv selvstændige udgivelser, senest opsamlingen ‘Sand og sten, stål og glas’ fra 2016. Siden 2008 har han medvirket i over fyrre antologier, og har desuden haft tekster i blade, magasiner, festivalprogrammer og online. Han har vundet Niels Klim-prisen for science fiction tre gange (og er nomineret igen i år), Fantastik-prisen i 2009 og har været nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse. Ud over det, er han formand for Dansk Horror Selskab og Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe. A. Silvestri skriver i alle genrer, de realistiske såvel som de fantastiske. Grunden til dette er først og fremmest at han ikke kan lade være, men der ligger også en tanke om, at de fantastiske genrer (science fiction, horror, fantasy) på alle områder er de realistiskes ligeværdige, og ikke kun er rettet mod børn og unge.

Læs mere om A. Silvestri på hans hjemmeside

Følg A. Silvestri på Instagram

Læs mere på Bogrummet og se anmeldelser af hans bøger

 

 

 

______________________________________________________________________________________________