Skaknovelle af Stefan Zweig

Mit første bekendtskab med “Skaknovelle” stiftede jeg for mere end 30 år siden i tysk i gymnasiet, og da min datter forleden i anden sammenhæng nævnte “Stefan Zweig” var min første tanke, at jeg måtte læse novellen igen.

Og det er i sandhed en klassiker – og jeg blev ikke skuffet ved genlæsningen. En historie, der kan røre en ung gymnasiepige – og over 30 år senere røre en midaldrende kvinde – skyldes, at historien er tidløs og evig aktuel.

To skakmestre mødes på en luksusliner og de er hver på deres felt sande mestre. Den ene kan kun spille skak “på brættet” og den anden kun “i hovedet” – og det spændingsfelt, der toner frem i deres møde bliver også to meget forskellige historier om to meget forskellige skæbner, der har skakspillet tilfælles.

Den ene – en uvidende bondeknold, der ikke kan andet end at spille skak – og den anden, for hvem skakspillet blev et spørgsmål om mental overlevelse i Hitlers vold.

Fin og dragende psykologisk fortælling, som bliver et af de fundamenter, man bygger sin videre litterære færd på.

Jeg havde ikke før læst novellen “Leporella”, der handler om en enfoldig tjenestepige, der af kærlighed til sin arbejdsgiver slår dennes kone ihjel var et spændende bekendtskab med altopofrende kærlighed, enfoldighed og spændingerne mellem herskab og tjenstefolk.

En besnærende psykologisk novelle, der ikke fortjener at stå i skyggen af “Skaknovelle” – for den har sit eget vedkommende budskab.

Lån bogen på Bibliotek.dk