Alkymisten af Michael Scott

To tvillinger, Josh og Sophie, hvirvles ind i et ældgammelt opgør mellem alkymisten Flamel og nekromantikeren John Dee. Det viser sig, at de to teenagere har sjældne magiske evner (hvor har vi hørt det før?!) og de er en del af en ældgammel profeti. De bliver blandet ind i et gammelt opgør mellem “de ældste” som er de væsener alle vores guder og sagnhelte bygger på.

Så langt så godt, en del klichéer og ting vi har set før, men det KAN jo godt fungere alligevel. Det gør det bare ikke rigtigt.

Forfatteren til ”Alkymisten” tror tydeligvis at mere er bedre. Alle gamle guder og mytologier skal helst klistres på historien, og selvfølgelig har Flamel og Dee mødt hovedparten af store historiske skikkelser, og det skal også lige med.

I sin iver efter at forklare og udpensle bliver al mystik og hemmelighedsfuldhed dræbt ved fødslen.
F.eks. da de møder en sær ung kvinde, og Flamel omgående fortæller:

“Jeg vil gerne præsentere jer for Scathach. hun vil næppe fortælle jer ret meget om sig selv, så jeg vil fortælle jer at hun er af Den Ældste race og har optrænet hver eneste af legendernes helte og krigere de sidste to tusind år. I mytologien er hun kendt som Krigerjomfruen, Skyggen, dæmondræberen Kongemageren.”
s. 69

Måske skulle Scott have holdt igen med overflødighedshornet af mytologiske og historiske referencer, og så arbejdet lidt mere med sine personer. Flere af dem er flade (især den ene hovedperson Josh som bruger hele bogen på at være sur på Flamel og bekymret for sin søster, det bliver meget hurtigt ensformigt) Det er SÅ tydeligt, at Josh skal køres i stilling til at være “the bad twin” men derfor kunne forfatteren jo godt give ham lidt personlighed. Det er også sært at den ældgamle magiker Dees indre monologer til forveksling minder om teenagetvillingernes…

Der ER gode ting, magien er spændende beskrevet, ideen med auraer fungerer fint og Hekates skyggerige samt den store kamp (sådan en er der nemlig også!) hen mod slutningen har da sine lyspunkter. Forsiden er også meget pæn. Men sproget og persontegningen halter altså gevaldigt, og det er irriterende når det først lysner 250 sider inde i bogen. Hvis dine børn HAR læst Garth Nix, Kaaberbøl, Potter og Lian Hearn er “Alkymisten” da ok læsning, men heller ikke mere end det. Voksne fantasy fans bør nok kaste sig over noget andet.

Lån bogen på bibliotek.dk