Fanden tage Dostojevskij af Atiq Rahimi

Da jeg læste en anmeldelse af “Fanden tage Dostojevskij” på Bogrummet.dk, var jeg ikke i tvivl om at her var en bog jeg blev nødt til at læse. Efter endt læsning, kan jeg ikke lade være med at undre mig over hvor forskelligt to personer kan opleve samme bog, samtidig med at begge får en rigtig god oplevelse ud af læsningen.

Rassul slår en pantelånerske og bordelmutter ihjel med en økse. En gerning der de fleste steder ville blive straffet i et eller andet omfang, men da Rassul befinder sig i 90’ernes Afghanistan hvor Sharialoven sætter dagsordnen, er det sin sag at få den straf man mener at have krav på. Hovedsageligt fordi denne lov ikke ser noget problem med at folk går rundt og afliver pantelånersker og bordelmutre, da sådanne jo ikke alene blot er kvinder, men i kraft af deres erhverv også er urene, og derfor ikke har ret til livet.

Rassul er af den opfattelse at han har dræbt et menneske, og at han derfor er hjemfalden til straf. Det lykkes ham dog aldrig at overbevise nogen myndighedsperson om hans skyld i denne ugerning. At han alligevel bliver idømt “amputationsstraf” (han skal have hugget en hånd og en fod af), med efterfølgende hængning og offentlig piskning af hans afsjælede legeme, skyldes derimod at han bliver kendt skyldig i en lang række tyverier som han ikke har begået. At han ikke kan straffes for det han er skyldig i, men derimod snildt kan straffes for det han ikke har gjort, er blot en del af forfatteren Ati Rahimi’s verbale opgør med Islam i almindelighed og Sharia i særdeleshed (at den mand har undgået diverse fatwa’er og dødsstraffe er mildest talt uforståeligt).

Man skulle tro at der her er lagt op til en komisk historie, men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod, så er Rassuls historie gribende, og fortalt med en sådan indlevelse, dybde og forståelse for den menneskelige natur i alle dens afskygninger, at man ikke kan undgå at blive dybt berørt. Og så er jeg vild med den måde forfatteren griber sagen an på. Med jævne mellemrum fører han små samtaler med sin hovedperson, for at skubbe ham i en bestemt retning – med skiftende held. Nogle gange bruger forfatteren en alvidende fortæller der giver os historien set udefra. Andre gange er det Rassul selv der fortæller, og atter andre gange er det forfatteren der fortæller om sin ven Rassul. Da den første forvirring over denne fremgangsmåde havde lagt sig, måtte jeg overgive mig. Det virker, stik mod al sandsynlighed, utroligt godt. Det er medvirkende til at give Rassul, og historien, en troværdighed man sjældent ser i en roman. Rahimi formår over al måde, at få sine karakterer til at løfte sig fra papiret i bogens sider, og vandre lige ind i hovedet på læseren.

Jeg har ikke bare læst om Rassul – jeg har fået en ny ven.

Lån bogen på bibliotek.dk