0 kommentarer

En dråbe i havet af Kirsten Hammann

af d. 9. maj 2009
Info
 
Sideantal

324

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06771-2

 

En af de bedste danske romaner i 2008, en yderst velskrevet og anderledes science fiction roman.

Vores hovedperson, Mette, er forfatter og vil gerne skrive en vedkommende bog om de sultne i ulandene. Men det er svært at researche mellem turene til børnehaven og madlavningen derhjemme osv. Mettes hverdag er præget af overspringshandlinger en masse og som en del af hendes lidt lade research kontakter hun bl.a. organisationen Hjælp. Efter urimelig lang ventetid får hun et svar fra en Stig Danielsen, som mener at han kan hjælpe. Herfra tager tingene fart, og pludselig er Mette blevet indlemmet i et superhemmeligt projekt midt i København. Det er et helt fantastisk realistisk virtual reality program der nærmest giver fuld adgang til den tredje verden. Man kan bevæge sig frit rundt, røre ved ting, interagere med menneskene og endda, viser det sig, tage ting og mennesker med tilbage til den virkelige grå Københavnske dagligdag.

Mødet med ulandende gennem det nærmest magiske værelse 516 på Hotel Astor i København får Mettes verden til at bryde sammen. Nu kan hun nemt nå til Etopien, Indien, eller Rumænien og hjem igen i tide til at hente sin datter i børnehaven om eftermiddagen. Men det personlige møde med fattigdom, sult og sygdom sætter tanker i gang. Skal man hjælpe hvis man kan? Gør man det for sin egen samvittigheds skyld? Og hvor langt skal man gå for at bevise overfor sig selv at man er god?

Konstruktionen af det uhyggelige, fremmede univers på et hotelværelse midt i almindelige København gør det muligt for Mette at bevæge sig frem og tilbage mellem det trygge danske liv og rædslerne i de fattige og mest udsatte egne af verden med et enkelt skridt. Derved ridses modsætningerne skarpt op for læseren uden den sædvanlige afstand i tid og rum, det hele kommer meget tættere på. Via Kirsten Hammann får vi altså den bog som Mette ikke når at få skrevet.

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter