Moders mælk, Til sidst af Edward St Aubyn

Aldrig har jeg grinet så hjælpeløst hysterisk. De første 100 sider af Edward St Aubyns “‘Moders mælk” er så vanvittigt morsomme og overdådigt begavet skrevet, at man bare må overgive sig og lade lattertårerne strømme.

Bogen er 4. selvstændige bind ud af 5 om den engelske overklassefyr Patrick Melrose, der efter sigende er St Aubyns alter ego. Jeg hoppede direkte ind her uden at have læst de 3 foregående bøger; no problem.

Selv seriøse kritikere er vilde med serien og tildeler den topkarakterer over en bred kam. Det er umuligt at være uenig, vi taler ubestridelig verdensklasse, men man må undre sig over, at begejstringen især går på bøgernes alvorlige sider, Patricks fader- og moderopgør (som bestemt er vægtigt stof), når St Aubyn er så uovertruffen en humorist og satiriker.

I de første kapitler er Patricks søn, Robert, hovedperson; fra fødslen til 6-årsalderen. Robert må kandidere som litteraturhistoriens mest vittige og skarpsynede knægt. Han hudfletter sylespidst sin smælderfede, snotdumme nanny, Margareth, sin forkælede rigmandsven, Josh, og dennes overfladiske, megamaterialistiske forældre, der er ved at drukne i ting og selvfedme. Kors, hvor er det morsomt.

Senere tager Patrick selv over. Vi møder ham første gang en nat, hvor søvnen som sædvanligt nægter at indfinde sig trods massivt indtag af kemiske og alkoholiske dæmpere. Åh, hvor man kender det; at ligge dér og vride og vende sig, tankerne der løber i ring, sortsynet… Forskellen er bare, at man kun kan grine ad stakkels Patrick, for det er bare så skægt, så skægt.

Efter en kostelig familieudflugt til USA, hvor også de tumpede amerikanere med deres kaneltilsmagte kaffer og ananasbefængte pizzaer får med grovfilen, aner man, at Patricks ægteskab med den moderskabssvælgende Mary vil få trange kår. For Patrick tænder kun på sex og sprut, Mary kun på deres yngste søn Thomas, der også er mirakuløst godt begavet.

Patricks opgør med sin idiotiske mor, der har foræret hele familieformuen og den fantastiske villa i Sydfrankrig til en keltisk healer fuld af varm luft, sættes på standby, da moren får Alzheimers. Og i bind 5, ”Til sidst”, dør hun endelig, mens Patrick må på sprutafvænning og opgive sit vaklende ægteskab.

”Til sidst” er én lang danse macabre om morens død og bisættelse. Vi følger begravelsesgæsternes groft nedvurderende tanker om afdøde og om hinanden – og om gud, engelske digtere og overfladiske ceremonier – og får derigennem opridset familien Melroses rædselsvækkende historie. Igen belønnes læseren med et par gode grin og med nogle hyperintelligente betragtninger om liv og død, men bogen er mere sammenbidt og måske mere dybfølt end ”Moders mælk”; det er ikke en entydig fordel.

Vi snupper lige et eksempel på St Aubyns ironiserende stil:

”Jeg tror, min mors død er det bedste, der er sket siden… ja, siden min fars død,” sagde Patrick.

”Hvis det var så enkelt,” sagde Johnny, ”ville gaderne vrimle med lystigt dansende forældreløse.”

Lån bogen på biblioteket