Zanzan af Karri Olsdatter
261
2009
978-87-992388-3-5
Lad os få det på det rene. ”Zanzan” er en dejlig historie.
Jeg har med fornøjelse læst Karri Olsdatters eventyr om storbondedatteren Anna og hendes længsel efter et andet liv.
Man falder naturligt ind i en fiktiv, men dog ikke så fremmed verden, hvor taterne, de udstødte, lever et skyggeliv i skovene, nær den hvide befolkning på de store gårde. Taterne er daglejere, men har de også overnaturlige kræfter og kender sortekunsten? Det er i hvert fald hvad den hvide befolkning tror.
Den unge Anna fra den velhavende Søndergård er en af de få, der ikke tror på at taterne er i ledtog med Fanden selv. Hendes møde med den unge rebelske taterdreng Rham bliver et alvorligt vendepunkt i hendes liv. Sammen med Rham finder hun en verden langt fra sin egen beskyttede tilværelse og gennem hans øjne oplever hun de grusomme uretfærdigheder taterne møder. Deres venskab er unikt og kærligheden spirer, men er ganske umulig, på tværs af samfundets ubrydelige klasseskel. Annas forhold til Rham bliver snart en leg på liv og død.
”Zanzan”, bogens titel, er samtidig navnet på det fyrige enhjørningeføl, som Anna tager til sig, da dens mor bliver dræbt for sit værdifulde horn. Da alle ved at man ikke kan spærre en enhjørning inde, står Anna alene med ønsket om at redde det lille føl. Langsomt opbygges en fortrolighed Zanzan og Anna imellem og enhjørningen skal senere komme til at spille en større rolle i historien.
Det er næsten synd at røbe mere fra den gode handling, men er læserne til eventyr, dramatik og kærlighed – og enhjørninger – så er Zanzan et must. Modsat de kærlighedsromaner ”Zanzan” på omslaget kunne forveksles med, står hovedpersonerne Anna og Rham tilbage som helstøbte personligheder, man virkelig følger med bankende hjerte. Forfatteren har tydeligvis mere på hjerte end blot den gode historie. Som fortællingen skrider frem og læseren føres dybere ind i skovene og i persongalleriet, oplever man en retfærdig harme over den armod og de trængsler en hel befolkningsgruppe underkastes – blot fordi de er anderledes.
”Zanzan” er en fascinerende fortælling i flere lag og der er både stof til eftertanke og plads til den gode historie.
– Men det bedste er næsten at slutningen lover os en fortsættelse. Den ser jeg godt nok frem til.
