Wonder af R. J. Palacio

Hvordan er det at leve med et deformt ansigt og hvor onde kan børn egentlig være, når de voksne kigger væk et øjeblik?

I denne bog møder vi August, kaldet Auggie, Pullman, som efter mange år med undervisning af sin mor, skal til at starte i en ganske almindelig skole. Han er 10 år gammel og da vi møder ham første gang, er det lige inden han skal starte i 5.klasse og efter at han har besøgt skolen, hvor han mødte nogle jævnaldrende børn, der skulle vise ham rundt. Han bliver hurtigt venner med Jack, som også skal gå i hans klasse, men ikke alle i klassen er lige søde overfor Auggie og Julian, som ellers var en af dem, som Auggie mødte før skolen startede, er ikke bange for at være ond inde til undervisning:

“”Hvem synes du, er sejest?” spugte Julian. Jeg begyndte at tænke, at han måske ikke var så slem endda.

“Jango Fett.”

“Hvad med Darth Sidious?” sagde han. “Synes du, han er sej?”

“Okay, folkens, I kan snakke om Star Wars i frikvarteret,” sagde frøken Petosa fornøjet. “Men lad os komme videre. Vi har endnu ikke hørt noget om dig,” sagde hun til Jack.

Nu var det Jacks tur til at fortælle, men for at være helt ærlig hørte jeg ikke et ord af, hvad han sagde. Måske var der ingen, der fangede den der Darth Sidious-ting, og måske mente Julian ikke noget med det. Men i Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn bliver Darth Sidious ansigt brændt af sith-lyn og bliver fuldstændig vanskabt. Hans hud krakelerer totalt, og hele hans ansigt smelter nærmest. Jeg skævede til Julian, og han kiggede på mig. Jo, han var helt klar over, hvad han sagde.“

Auggie er ikke helt som de andre. Eller, det mener de andre børn ihvertfald ikke. Han har et deformt ansigt og det har han haft hele sit liv. Nogle børn er bange for ham, selvom de ikke kender ham, men det er ansigtets skyld og det ved Auggie også godt selv. På et tidspunkt er der nogen, som starter en ondsindet leg om at man ikke må røre Auggie, da man så kan få “Smitten” og vi hører for alvor om dette, da synsvinklen skifter til Auggies veninde Summer, som han først lærer at kende dette skoleår. Den første dag sad han nemlig helt alene i frikvarteret og da hun havde ondt af ham, gik hun hen for at sidde sammen med ham. Og da det ikke lige er til at regne ud, hvilken sygdom Auggie lider af, spørger hun ham en dag:

“Han trak på skuldrene. Jeg var vildt lettet over, at han ikke virkede sur eller ked af det.

“Jo, det gør ikke noget,” sagde han henkastet. “Den største af de ting, jeg har, hedder man-di-bu-lo-facial dys-os-tosi, hvilket tog mig en evighed at lære at udtale for øvrigt. Men jeg har også en anden syndrom-ting, som jeg ikke kan udtale. Og de ting blev så ligesom blandet sammen til en eller anden superting, der er så sjælden, at den ikke engang har et navn. Altså det er ikke for at blære mig eller noget, men jeg bliver faktisk ansat for et medicinsk vidunder, bare så du ved det.”

Han smilede.

“Det var en joke,” sagde han. “Du må gerne grine.”

Men hvad sker der, når skolens andre børn lærer Auggie bedre at kende og hvordan ser andre børn omkring Auggie på det hele, heriblandt hans storesøster Via?

Åh, hvor havde jeg bare lyst til at give Auggie et stort kram, da jeg havde vendt den sidste side. Heldigvis er det ikke alle børnene på skolen, som dømmer ham på hans udseende og jeg var helt vild med, at Palacio giver stemmer til både hans storesøster og hendes venner samt dem, som omgås ham på skolen. Og Palacio formår virkelig at gøre hver en stemme til deres egen sprogmæssigt og det fungerer helt perfekt i denne bog. Det er en børnebog, hvilket man kan mærke i sproget, men jeg kan varmt anbefale den til voksne, netop fordi den er velskrevet og også fordi at den kan minde os om at der er mere i mennesker end det, der møder øjet.

Alt i alt en virkelig vigtig børnebog om drengen Auggie, som måske ser lidt anderledes ud end de fleste børn, men som har et hjerte af guld og hvis historie er uforglemmelig for i hvert fald denne her læser.

Lån bogen på Bibliotek.dk